Betonvarefabrikken RC Beton har opnået en certificering i miljøledelse efter DS/EN ISO 14001-standarden. Certificeringen omfatter ikke kun produktionen på afdelingerne i Rødkærsbro og Aars, men alle aktiviteter fra salg til levering, oplyser virksomheden.
– Det er vores hensigt, at vi skal være førende på miljøområdet i en branche, som ellers ikke er kendt for at tænke på miljøet, fastslår administrerende direktør i RC Beton, Per Warming.
– Vi har derfor i flere år haft fokus på at reducere vores miljøbelastning, og med miljøcertificeringen kan vi nu dokumentere denne indsats. Som forbrugere har vi alle et fælles ansvar for at reducere miljøbelastningen, og man kan sige, at når du køber et RC-produkt, køber du samtidigt en forbedring af miljøet, siger direktøren.
Grøn profil
RC Beton oplever i højere grad, at virksomheder og kommuner efterspørger miljøcertificerede leverandører. Det giver dem sikkerhed for, at leverandøren tager miljøledelse alvorligt.
– Det er vigtigt for os, at vi har en grøn profil. Vi har derfor opbygget et miljøledelsessystem, som giver sikkerhed for, at vi overholder gældende lovgivning på miljøområdet. Den grønne profil viser sig også i forhold til vores medarbejdere. Her har miljøcertificeringen blandt andet betydet øget fokus på korrekt brug af kemikalier og værnemidler for at sikre at et godt arbejdsmiljø, fortæller Per Warming.
Lidt af alt
RC Beton producerer blandt andet betonblokke, fundamenter og kældervægge til byggebranchen. Til anlægsbranchen producerer virksomheden blandt andet tunnelelementer samt rør og brønde.
Og endelig leverer RC Beton også produkter som belægningssten og fliser, som anlægsgartnere og brolæggere bruger i deres arbejde.