Axminster kommer til Danmark

Værktøjs- og udstyrsmærket Axminster har indgået en eksklusiv forhandleraftale med den Odense-baserede værktøjsforhandler Dorch & Danola.
Værktøjsforhandleren Dorch & Danola har landet en ny aftale med britiske Axminster. Billedet viser et mashup af fronten på Dorch & Danolas butik og Axminsters hovedkvarter. Pressefoto.
Værktøjsforhandleren Dorch & Danola har landet en ny aftale med britiske Axminster. Billedet viser et mashup af fronten på Dorch & Danolas butik og Axminsters hovedkvarter. Pressefoto.

Danmarks entusiaster inden for træarbejde, snedkere og andre håndværkere kan nu finde Axminster og alle deres underbrands i Danmark – nærmere bestemt Odense.

Værktøjsforhandleren og -webshoppen Dorch & Danola har nemlig indgået en forhandleraftale, der betyder, at de som den eneste i Danmark kan forhandle de britiske mærker. Mærkerne henvender sig primært til snedker- og træarbejdsbranchen med stort maskineri og drejeværktøj, men inkluderer også håndværktøj, opmålingsudstyr og fastspænding.

Aftalen er allerede trådt i kraft og en del af produkterne kan allerede findes på Dorch & Danolas webshop. Der tilføjes dog kontinuerligt nye produkter.

– Axminsters brands har et gigantisk sortiment, faktisk det største i hele Storbritannien, og med produktoversættelser osv. kommer det til at tage lidt tid at få lagt alting ind på vores webshop. Men vi arbejder hårdt på det, så vores kunder hurtigt kan få de ting, de efterspørger, siger Torben Madsen, direktør hos Dorch & Danola.

Ligesom resten af Dorch & Danolas sortiment, vil Axminster og deres underbrands blive udbudt til både professionelle håndværkere og private.

Axminsters brands har et gigantisk sortiment.

Relateret indhold