I forbindelse med konkursen i Robert Nielsen I/S (RONI) har værktøjsgrossisten Andersen & Nielsen købt aktiver og varelager fra et udvalg af RONIs leverandører. Produkterne integreres fremover i Andersen & Nielsens sortiment af håndværktøj, måleværktøj og industristøvsugere.
I alt kommer der ca. 4.500 nye varenumre til, og 10 tidligere medarbejdere hos Robert Nielsen I/S kommer til at styrke teamet hos Andersen & Nielsen i Skovlunde inden for salg, kundeservice, logistik og marketing.
– Samtlige forhandlere i Danmark vil i fremtiden blive betjent af ét hus men vil typisk have to kontaktpersoner hos Andersen & Nielsen – én konsulent der rådgiver omkring håndværktøj og tilbehør og én konsulent der rådgiver omkring tekniske produkter som måleværktøj og industristøvsugere. Det sikrer, at de enkelte forhandlere bliver hjulpet bedst muligt med deres individuelle problemstillinger af dygtige konsulenter med hver deres spidskompetence, oplyser Andersen & Nielsen i en pressemeddelelse.