BoligJobordningen, også kaldet håndværkerfradraget, er genindført med tilbagevirkende kraft for hele 2015, og fra 2016 bliver ordningen mere grøn. Fradraget er i både 2015 og 2016 et personligt fradrag.
Men i andelsboligforeninger er det ikke den enkelte andelshaver, men foreningen, som igangsætter energibesparende renoveringsopgaver. Andelsboligforeninger er derfor ikke omfattet af ordningen.
Det giver jo ingen mening at afskære 9.000 private andelsboligforeninger med 200.000 andelshavere fra at energirenovere. Vi ved, at rigtig mange af ABF’s medlemmer gerne vil energirenovere til gavn for miljø og økonomi, men at de simpelthen ikke har råd.
Hans Erik Lund, landsformand for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF)
Urimelig forskel
I virkelighedens verden betyder det, at andelsboligforeninger ikke kan bruge BoligJobordningen på lige fod med parcelhusejere, når der skal energirenoveres. Og det er Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentations (ABF) landsformand Hans Erik Lund dybt utilfreds med.
– Det giver jo ingen mening at afskære 9.000 private andelsboligforeninger med 200.000 andelshavere fra at energirenovere. Vi ved, at rigtig mange af ABF’s medlemmer gerne vil energirenovere til gavn for miljø og økonomi, men at de simpelthen ikke har råd, siger Hans Erik Lund og fortsætter:
– En undersøgelse fra Skatteministeriet har jo tidligere vist, at under 30 procent af BoligJobordningen er gået til energirenoveringer. Det niveau kan landets andelshavere hæve og bidrage til at indfri regeringens mål om flere energirenoveringer. Andelsboligsektoren er i mine øjne de lavthængende frugter, og det er en gåde, hvorfor regeringen ikke ønsker at plukke dem, når de udgør et så stort potentiale.
På den baggrund opfordrer ABF til, at BoligJobordningen udformes på en måde, der inkluderer renovering af andelsboligforeningernes ejendomme, eller at der etableres en alternativ tilskudsordning til energirenovering af andelsboligforeningernes ejendomme.
I mellemtiden forsøger foreningerne sig i stedet med kreative krumspring – uden garanti for succes.
– Der er nogle af vores medlemmer, der begynder at skrive deres vedtægter om, så der står, at andelshaveren og ikke foreningen har ansvaret for vinduer. Selvfølgelig i et forsøg på omgå den her udfordring. Men vi risikerer, at skattevæsenet ikke accepterer det, uddyber han til Politiken.
Politisk modstand
Sagen får nu både SF og Alternativet til at love handling, når lovforslaget bag forlængelsen af boligjobordningen skal behandles i Folketinget efter sommerferien.
– Det er vigtigt, at så mange som muligt kan få tilskud til klimavenlig renovering af deres bolig. Vi vil derfor også i forbindelse med udformningen af det konkrete lovforslag i efteråret drøfte med aftaleparterne om muligheden for også at omfatte andelsforeninger, skriver Pia Olsen Dyhr i en kommentar til Politiken.
Alternativet ser gerne endnu flere energieffektive boliger.
– Derfor vil vi meget gerne se på, om andelsboligernes mulighed for fradrag kan indrettes på en måde, så fradraget også gælder arbejder, der hører under andelsforeningens vedligeholdelsespligter, når den endelig aftaletekst skal forhandles på plads, skriver partiets politiske ordfører Rasmus Nordqvist i en e-mail til avisen.