Tager udfordringen op: Klimaaftrykket skal ned med 75 pct.

Med rådgivning fra Arkitema opfører Lejerbo 40 almene boliger bygget med det kvarte CO2-aftryk af nutidens standardbyggeri. Byggeriet er en del af Villum Fonden og Realdanias ambitiøse initiativ 'Boligbyggeri fra 4 til 1 planet'.
Initiativet 'Boligbyggeri fra 4 til 1 planet' har som mål at skabe nye og mere klimavenlige boliger med respekt for de ressourcer, vi har til rådighed på vores planet. I 2022 havde vi i Danmark opbrugt vores andel af klodens ressourcer allerede d. 28. marts. Arkivfoto: 4 til 1 planet
Initiativet 'Boligbyggeri fra 4 til 1 planet' har som mål at skabe nye og mere klimavenlige boliger med respekt for de ressourcer, vi har til rådighed på vores planet. I 2022 havde vi i Danmark opbrugt vores andel af klodens ressourcer allerede d. 28. marts. Arkivfoto: 4 til 1 planet

Arkitema skal, som rådgiver for Lejerbo og Helsingør Kommune, tænke en ekstra gang eller ti over bæredygtig udvikling, innovation og videndeling, der kan bidrage til at reducere klimaaftrykket til et historisk lavt niveau, når arkitektvirksomheden udvikler 40 boliger i Ålsgårde.

Projektet er udvalgt som et af ni eksempelbyggerier, der har modtaget en bevilling fra Villum Fonden og Realdanias initiativ ‘Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’, så boligerne skal opføres med en klimabelastning på kun 2,5 kg CO2-ækv/m2/år – en fjerdedel af den gennemsnitlige klimabelastning ved nybyggeri i Danmark i dag.

Samlet støtter Villum Fonden og Realdania de ni eksempelbyggerier med 40 mio. kr.

Associeret partner i Arkitema, Jakob Suenson Schou, udtaler:

– Vi ser frem til at tage fat om den kæmpe udfordring, det er at bygge med det kvarte CO2-aftryk af nutidens standardbyggeri. Vi ser det samtidig som en fantastisk mulighed for at udforske den nye æstetik, som materialer og konstruktioner med ultralave udledninger nødvendiggør.

Vil afprøve og teste nye løsning

Eksempelbyggeriet kræver, at der skal tænkes nyt både med hensyn til materialer, byggetekniske løsninger, æstetik og rammerne for de kommende beboeres livsførelse.

– Vi ser eksempelbyggeriet som en fantastisk mulighed for at afprøve og teste nye løsning. Vi har gennem de seneste år arbejdet med udvikling af et mere klimavenligt byggeri i mange sammenhænge. Med eksempelbyggeriet skal vi have et meget konkret resultat ud af udviklingsarbejdet på forholdsvis kort tid, siger Lejerbos fagchef for byudvikling og bæredygtighed, Jesper Kort Andersen.

Det er på denne grund på Møllevej i Ålsgårde, de 40 nye boliger skal bygges. Målet er, at eksempelbyggerierne skal reducere klimaaftrykket med 75 % sammenlignet med gængs nybyggeri i Danmark. Foto: Helsingør Kommune
Det er på denne grund på Møllevej i Ålsgårde, de 40 nye boliger skal bygges. Målet er, at eksempelbyggerierne skal reducere klimaaftrykket med 75 % sammenlignet med gængs nybyggeri i Danmark. Foto: Helsingør Kommune

CO2-neutral kommune i 2045

I Helsingør Kommune er det ikke nyt at tænke i en mere klimavenlig retning. På paletten er pt. bl.a. en solcellepark, udrulning af fjernvarme og el-ladestandere og en omfattende plan for affaldshåndtering og cirkulær økonomi i det hele taget.

I mindre skala nævner borgmester Benedikte Kiær det netop indviede Snozelhus, som hun kalder ‘et af de mest klimavenlige byggeri i Danmark lige nu.’

– Byggeriet af de nye almene boliger på Møllevej i Ålsgårde er endnu et eksempel på, hvordan vi virkeliggør Helsingør Kommunes vision på klima- og bæredygtighedsområdet. Vores mål er at være CO2-neutral i 2045, og vi har derfor en lang række initiativer i gang. Med dette nye samarbejde med Lejerbo og med opbakningen fra de to fonde, tager vi endnu et vigtigt skridt i udviklingen af bæredygtigt byggeri, hvor vi endnu engang vil være frontløbere nationalt, siger Benedikte Kiær.

Relateret indhold