Stærkt trekløver stiller sig i spidsen for fossilfrie byggepladser

Et nyt samarbejde skal sikre, at hovedstadens byggepladser ikke bidrager til den i forvejen CO2-tunge luft i storbyen.
Vejdirektoratet er godt i gang på Nordhavns Tunnelen - men arbejder på at reducere maskinernes emissioner. Pressefoto.
Vejdirektoratet er godt i gang på Nordhavns Tunnelen - men arbejder på at reducere maskinernes emissioner. Pressefoto.

Der skal sættes en prop i CO2-udledningen fra byggepladserne i Københavns Kommune, og den grønne omstilling i hele bygge- og anlægsbranchen skal hjælpes yderligere på vej.

Det mener de tre toneangivende myndigheder og organisationer: Vejdirektoratet, Københavns Kommune samt DI Dansk Byggeri. Her ønsker man at bidrage til, at byggeriet smitter mere positivt af på miljøet.

– Når det kommer til den grønne omstilling, skal vi benytte hver mulighed for at hente grønne gevinster. Derfor er det oplagt også at se på, hvordan man kan ændre den måde, vi bygger på; så den også bliver mere klimavenlig og bæredygtig. Vejdirektoratet, DI Dansk Byggeri og Københavns Kommunes initiativ til dette nye samarbejde er et godt skridt i den rigtige retning. Jeg håber, det vil føre gode resultater med sig, som også kan bruges andre steder i landet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Forståelse først

Helt konkret består samarbejdet mellem Vejdirektoratet, Københavns Kommune og DI Dansk Byggeri i første omgang af en arbejdsgruppe, der har udarbejdet et forståelsespapir med følgende målsætninger:

1) Alle maskiner, som kan anvende emissionsfrie drivmidler (for eksempel el og brint), skal gøre det, hvor det er praktisk anvendeligt og muligt. Det gælder dog ikke kørsel til og fra byggepladsen.

2) El-/brintforsyning til opladning skal så vidt muligt være fra VE-baserede kilder.

3) Alle dieseldrevne maskiner skal anvende biobrændstoffer, som lever op til EU´s til enhver tid gældende bæredygtighedskriterier og derved stamme fra bæredygtige kilder.

Disse målsætninger skal fremmes gennem en række pilotprojekter og tiltag, som starter allerede i år. Fra Københavns Kommune bakker teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) op om samarbejdet.

– Fossilfri byggepladser er et vigtigt element, både når det kommer til at få udledning af CO2 i bund og for at nedbringe luftforurening. Vi har allerede flere pilotprojekter i gang i København med fossilfri byggepladser, og jeg ser frem til, at vi med det nye samarbejde kan få flere med på denne vigtige dagsorden og dermed endnu mere fart på udviklingen hen mod at gøre vores byggepladser helt fri for emissioner,” siger Ninna Hedeager Olesen.

Der er dog fortsat en række forhold, der skal afklares, før Københavns Kommune og Vejdirektoratet er i stand til at indføre et generelt krav om fossil- og emissionsfrie byggepladser i alle bygge- og anlægsprojekter.

Ser gerne krav i udbudsmaterialet

De forhold drejer sig eksempelvis om, at bygherrer skal efterspørge de CO2-reducerede maskiner. Det forklarer chef for Dansk Infrastruktur i DI Dansk Byggeri Henrik Friis:

– Anlægsbranchen er klar til at bidrage med løsninger til fossil- og emissionsfire byggepladser ved at bruge bæredygtige drivmidler til entreprenørmaskinerne, og hvor det er muligt at bruge el- og batteridrevne maskiner, siger han og uddyber:

– Vi ser frem til flere udbud med krav om fossil- og emissionsfrie byggepladser og til at fortsætte det gode samarbejder med Vejdirektoratet, Københavns Kommune og andre bygherrer, lyder det.

Relateret indhold