Skou Gruppen ønsker grønnere ambitioner i udbuddene

Entreprenørvirksomheder skruer op for målene og går bl.a. efter at øge antallet af kvindelige lærlinge, brugen af vedvarende energi, mens ressourceforbruget skal ned.
Martin Skou Heidemann og Nickolai Dar Lindberg fotograferet ved siden af hinanden, foran en hvid varevogn.
Adm. dir. Martin Skou Heidemann (tv.) og ansvarlig for bæredygtighed hos Skou Gruppen, Nickolai Dar Lindberg.

Skou Gruppen ønsker at medvirke til at skubbe sin egen virksomhed og byggebranchen som helhed i en mere bæredygtig retning. Og det er en indsats, som kun lykkes gennem samarbejde med bygherrer, leverandører og rådgivere, lyder det fra Skou Gruppens adm. direktør, Martin Skou Heidemann:

– Vi er sådan set klar til at arbejde meget mere med den bæredygtighed, som virkelig batter noget, nemlig ude på byggepladserne. Derfor kunne vi godt ønske os, at bæredygtighed blev prioriteret højere i udbudskriterierne på flere projekter.

Fokus på fire af FN’s Verdensmål

For to år siden systematiserede og konkretiserede entreprenørvirksomheden arbejdet med bæredygtighed, hvilket mundede ud i den første bæredygtighedsrapport for 2022 og en fremadrettet strategi for bæredygtighed, som blev lanceret i 2023.

Læs også

20 byggeledere taler nu samme bæredygtighedssprog

– Vi har identificeret fire af FN’s Verdensmål, inden for hvilke vi har størst mulighed for at gøre en positiv forskel, og hele Skou Gruppens bæredygtighedsindsats koncentrerer sig om disse fire områder, siger Nickolai Dar Lindberg, som er ansvarlig for bæredygtighed hos Skou Gruppen.

De fire områder, hvor Skou Gruppen ønsker at arbejde med mere bæredygtighed, er:

  • Ligestilling mellem kønnene
  • Bæredygtig energi
  • Ansvarlige job og økonomisk vækst
  • Ansvarligt forbrug og produktion

– I dag er andelen af kvindelige lærlinge omkring 23 %, og vi arbejder på at nå vores mål på 25 % – og gerne endnu flere. For kvinderne er dygtige, pålidelige og nogle af de bedste lærlinge, vi har, siger Martin Skou Heidemann.

Læs også

Mindre omsætning og større overskud i Skou Gruppen

Frem imod afslutningen af 2025 er det entreprenørens mål at finde ud af, hvordan man skaber endnu bedre rammer for at øge kønsdiversiteten på alle niveauer af organisationen.

Energi, social bæredygtighed og ressourcer

Derudover vil virksomheden skrue op for vedvarende energi, herunder energiforbrug på egen matrikel, transport i firmabiler og forbrug på byggepladserne.

Ligeledes spiller social bæredygtighed en vigtig rolle, og ud over virksomhedens lærlingeindsats er det en målsætning at tilbyde personer uden for arbejdsmarkedet muligheden for job og jobprøvninger.

Læs også

Efter konflikter: Partnere i Skou Gruppen uddannes i mediation

Dernæst arbejder man med at mindske ressourceforbruget i sine projekter ved mere effektiv og målbar affaldssortering og flere genanvendelsesmuligheder, øgede krav til sine underleverandører og et tættere samarbejde med bygherrerne:

– Langt hovedparten af vores ressourceforbrug og klimaaftryk sker ude på byggepladserne. Derfor vil fokusset det kommende år helt naturligt også være her. Vi vil søge en tættere dialog med bygherrerne og deres rådgivere og håber, vi kan være med til at løfte det fælles ambitionsniveau, siger Martin Skou Heidemann.

Relateret indhold