I går blev der afholdt rejsegilde for Hampens Hus i Nykøbing Falster. Huset, der primært opføres i hamp, har nu fået sin trækonstruktion på plads, og det markerer en vigtig milepæl i projektet, som skal inspirere og skabe ny viden i byggebranchen.
Bag projektet står Guldborgsund Kommune i samarbejde med en række partnere, herunder Realdania, DTU, CELF-gymnasierne, tegnestuen Nikolova/Aarsø og Adserballe & Knudsen.
– Rejsegildet for Hampens Hus er ikke bare en fejring af håndværket – det er et synligt bevis på, at vi i Guldborgsund Kommune går forrest i den grønne omstilling, siger John Brædder, formand for Erhverv og Udviklingsudvalget i Guldborgsund Kommune.

Bygger med 10 forskellige hampprodukter. Om 6 måneder står Hampens Hus færdigt
Får konkrete erfaringer
Det 80 kvadratmeter store hus skal fungere som test- og forskningsplatform for biobaserede byggematerialer – særligt dem baseret på hamp, som også kan dyrkes i Danmark.
– Sammen får vi nu konkrete erfaringer med biobaserede byggematerialer, og vi stiller den viden til rådighed for hele branchen. Det er en milepæl, der viser, at vi kan – og vil – bidrage aktivt til fremtidens bæredygtige byggeri, siger John Brædder.
Hamp som byggemateriale er endnu ikke udbredt herhjemme, men med kommende lovgivning, der begrænser brugen af energikrævende og mineralske materialer, kan hamp få en central rolle i fremtidens byggeri.
– Det er fantastisk at se Hampens Hus tage form. Vi har en masse biogene ressourcer og potentialer i Danmark, vi ikke udnytter, og som kan komme til at spille en langt større rolle. Og Hampens Hus kan helt konkret vise omverden, hvordan det kan udføres og se ud i fremtiden, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Hamp udgør sammen med et skruefundament, glas, træ og kork den fulde materialeliste for Hampens Hus, der forventes at stå færdigt i oktober.
