Partnering’-samarbejde kan føre til store CO2-reduktioner

Med den særlige samarbejdsmodel, der omfatter tidlig markedsdialog, tillid og mulighed for løbende projektudvikling, har Per Aarsleff, Cowi og Port of Aalborg indtil videre sikret 50 % mere bæreevne og 30 % CO2-reduktion ifm. kajudvidelsen i Aalborg Øst.
I disse måneder skubbes til rammerne for, hvordan man skaber mest mulig både grøn og funktionel kvalitet i større anlægsprojekter.
I disse måneder skubbes til rammerne for, hvordan man skaber mest mulig både grøn og funktionel kvalitet i større anlægsprojekter.

Fra 2023 træder en ny lovgivning i kraft, der sætter et maksimum for, hvor meget CO2 nybyggerier må udlede over en 50-årig periode.

En løsning hertil kan findes i Nordjylland, hvor Port of Aalborg for første gang i mere end 30 år udvider kajkapaciteten med 100 meter og en ny 250 meter lang stenkastning samt etableringen af et tilhørende terminalområde på i alt 27.800 kvm på landets største indlandshavn.

I foråret valgte Port of Aalborg nemlig i tæt samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi, at projektet ikke skulle udbydes som klassisk totalentreprise, men i stedet via samarbejdsformen ‘Partnering’. En beslutning, der indtil videre har været stærkt medvirkende til at reducere projektets samlede CO2-påvirkning med 30 %:

– Mens drift efterhånden udgør en forsvindende lille del af vores CO2-regnskab, forholder det sig anderledes med byggeri og anlæg, siger Brian Dalby Rasmussen, projektleder hos Port of Aalborg.

– Vi har med dette projekt ville udfordre både os selv og branchen på, hvor langt vi kan nå inden for bæredygtigt anlæg, og derfor er vi gået til opgaven på en ny måde.

Mulighed for at udfordre hinanden og øge kvaliteten

Partnering er kendetegnet ved et tæt samarbejde, hvor entreprenør og leverandører inddrages tidligt i projektfasen, mens den rådgivende ingeniørs rolle fortsætter gennem det meste af udførelsesfasen.

– Skal vi hæve barren for bæredygtigt anlæg, kræver det, at vi i endnu højere grad end normalt udvider vores perspektiv med erfaringer og idéer udefra. Med Partnering-modellen får vi glæde af både de rådgivende og udførende kompetencer lige fra projektering til aflevering, og det giver os en unik mulighed for at udfordre hinanden og øge kvaliteten hele vejen igennem, siger Brian Dalby Rasmussen og understreger, at samarbejdsformen kan skaleres til lignende projekter.

Tillid kan afskrække, men en stor styrke

Casper Holmgaard Jensen, Leading Project Manager hos Cowi, fortæller, at trods Partnerings fordele er det sjældent, at man ser modellen i anvendelse i forbindelse med anlægsprojekter:

– Årsagen er formentlig, at Partnering bygger på en høj grad af tillid parterne i mellem, da rammerne for projektet er langt mere åbne end ved et standardudbud. Netop det faktum kan virke afskrækkende for en bygherre. Det er dog samtidig også modellens store styrke, da det giver mulighed for løbende at tilpasse projektet, så det skaber værdi for alle parter.

Med Partnering-aftalen er økonomien fastlagt på forhånd, og finder parterne besparelser undervejs, investeres de frigjorte midler i mere kvalitet. Det er blandt andet årsagen til, at kajens bæreevne bliver på 7,5 tons per kvadratmeter mod de planlagte 5 tons, hvilket blandt andet er med til at skabe en helt unik fleksibilitet i forhold til placering af kraner.

Lovkrav og konkurrenceparameter

For parterne udgør det aktuelle kajanlæg en unik mulighed for at forberede sig på den nye virkelighed med skærpede krav til blandt andet CO2-udledning. Det fortæller Patrick Justesen, Project Manager hos Per Aarsleff:

– Vi ser det her som et meget innovativt projekt, der giver os mulighed for som firma at udvikle os endnu mere inden for bæredygtigt anlæg, som foruden snart at blive et lovkrav også i stigende grad bliver et konkurrenceparameter, siger han og fortsætter:

– Et godt og konkret eksempel er anvendelse af genbrugsmaterialer. For ikke at få problemer med entreprenøren i et klassisk udbud vil en bygherre typisk skulle være helt sikker på, at et givent genbrugsmateriale kan indgå i projektet, før det skrives ind i udbuddet. På den måde lukker man sig fra de muligheder, der pludselige kan opstå i markedet undervejs i projektet, og som kan bidrage til både grønnere og billigere løsninger.

Den foreløbige CO2-reduktion på 30 % er blandt andet realiseret gennem valg af grønnere transport, brug af HVO-diesel fremfor almindelig diesel og genanvendelse af en række materialer, herunder spuns, pullerter og knust granit. Sidstnævnte er et affaldsprodukt fra renoveringen af jernbanestrækninger i det nordjyske.

Anlægsarbejdet er aktuelt i fuld gang, og parterne forventer, at det nye kajareal er klar til ibrugtagelse d. 1. juni.

Relateret indhold