Bæredygtige materialevalg, cradle-to-cradle, naturmaling, ubrændte lersten samt vinduer og døre, som kan holde i over 100 år. Egen Vinding & Datter har siden 1980 været forud for sin tid og har kontinuerligt arbejdet med at skabe nye natur- og miljøvenlige byggemetoder og produkter – samt for at skubbe byggebranchen i en mere bæredygtig retning.
Men pr. 20. juli 2022 er det slut. Virksomheden med 60 medarbejdere har valgt at erklære sig selv konkurs. Det sker efter en periode på små to år, hvor virksomheden efter en rekonstruktion har arbejdet uden at have en bank i ryggen.
‘Dette er umuligt, når man driver en byggevirksomhed på vores størrelse, hvor der eksempelvis ofte er behov for at stille en garanti, når man udfører byggesager, og hvor fakturering foregår bagudrettet. Selv om det beløb, vi skylder andre, er mindre end det beløb andre skylder os, og til trods for, at vi har lavet et rimeligt overskud, så kan vi desværre ikke længere få det til at hænge sammen,’ skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Forskning i indvendig isolering
Virksomheden har gennem årene bl.a. stået bag udviklingsprojekter som Det Åndbare Hus, videns- og undervisningsportalen www.bæredygtigtbyggeri.dk, undervisningsforløb og materialekasser til erhvervsskolerne, forsket i indvendig efterisolering med cellulosebaserede materialer, med meget mere.
Der er blevet udført et utal af både enkle, rutineprægede og eksperimenterende byggesager, og dertil har byggefirmaet bl.a. arbejdet med lerpuds, lergulve og pressede lersten i kollektiver, bofællesskaber, værkstedsfællesskaber og økolandsbyer, produceret hør- og hampeisolering med lav miljøbelastning og langtidsholdbare døre og vinduer samt udviklet en lang række natur- og allergivenlige malingprodukter.
På den baggrund tør byggefirmaet godt kalde sig selv ‘den danske virksomhed med størst ekspertise inden for bæredygtigt og økologisk byggeri’.
‘Det er svært at forestille sig, at disse aktiviteter ikke skal fortsætte i Egen Vinding & Datter. På den anden side er vi klar over, at vi ikke kan fortsætte som hidtil. Vi er 60 dygtige medarbejdere, som alle tager vores erfaringer fra Egen Vinding & Datter med ud videre i verden…
Vi ved ikke, hvad der vil opstå i kølvandet efter os. Men det er nu besluttet, at Egen Vinding & Datter ikke genopstår som en organisation med både byggeri, vinduessnedkeri, lerprodukter, maling, isolering, udvikling og undervisning,’ slutter virksomheden sin erklæring.