NREP-direktør langer ud efter klimasynder i cement-branchen

Aalborg Portland skal ikke diktere, hvorvidt Danmark skal indføre en CO2-afgift eller ej, lyder meldingen slagfærdigt fra Claus Mathisen.
Claus Mathisen synes en CO2-afgift på byggematerialer har potentiale til at være en god idé. Pressefoto: NREP.
Claus Mathisen synes en CO2-afgift på byggematerialer har potentiale til at være en god idé. Pressefoto: NREP.

Kommer det til udmeldinger fra topfolk i byggeriet, er der som regel en vis tilbageholdenhed, når det drejer sig om samarbejdspartnere.

Men det mantra efterlod NREP-direktør Claus Mathisen på perronen, da han lod sig interviewe hos Berlingske i weekenden. Under temaet CO2-afgift og bæredygtigt byggeri, pegede han med en stålsat finger på landets største cementproducent og deres politiske ageren.

– Det skal ikke være halen, der vifter med hunden her. Aalborg Portland er ikke Danmark. Det kan godt være, at det er en stor virksomhed, der kan tale højt, men det skal ikke være dem, der bestemmer, hvad vi skal gøre for vores børn og børnebørn, erklærede han bramfrit.

Hos Aalborg Portland var der ikke just begejstring at spore i relation til udmeldingen. Her lød det blandt andet fra direktør Michael Lundgaard Thomsen. I et skriv til bladet formulerede han sig således:

– Claus Mathisen fra NREP overvurderer klart vores begrænsede indflydelse, når det kommer til skepsis over for en CO2-afgift. Vi bliver ofte fremhævet, men faktisk er der mange parter, som har rejst en bekymring over for en generel CO2-afgift i Danmark.

Relateret indhold