110 tons limtræ, 28 tons underbrædder, 7 tons betonfliser og 392 tons tagsten. Så mange byggematerialer er de seneste fire år blevet afhentet i den almene boligafdeling Åhaven i Odense.
Her er stort set alle nedrevne materialer bliver recirkuleret til genbrug eller genanvendelse i forbindelse med en større nedrenovering af knap 400 boliger, der efterfølgende kan certificeres til DGNB Sølv.
Eksempelvis er limtræ fra de større tagkonstruktioner, underbrædder og andre træelementer lagt i bure, renset, bearbejdet og genanvendt. Limtræet er genbrugt til bl.a. terrassestolper i Åhaven og på andre byggeprojekter.

Træ fra taget er brugt som gangbroer på den store byggeplads. Noget af træet er blevet kørt til savværket, hvor det er savet om og tildannet til nye bygningsdele – blandt andet komponenter, der er genanvendt i byggeriet i Åhaven. Tegl og beton er brugt som underlægning på parkeringsområdet. I alt 15.000 tagsten er pillet ned, pakket i kasser og oplagret til videresalg.
En oplagt mulighed
Projektet løftes i et tæt samarbejde mellem bygherren Civica, totalentreprenøren Enemærke & Petersen, nedrivningsvirksomheden LH Hockerup, Stark som logistikpartner samt Tamu (Statens Arbejdsmarkeds Træningsuddannelse), hvor unge med særlige behov forarbejder mange af de genbrugte materialer. Sidstnævnte føjer en social dimension til projektet.
Parterne har set Åhaven som en oplagt mulighed for at gentænke brugen af eksisterende materialer. Frem for at sende store mængder byggematerialer til affald, har man valgt at udnytte potentialet for genbrug og genanvendelse ved at recirkulere dem ind i det etablerede marked.

2 mio. ton årligt: Materialestationer skal håndtere hovedstadens byggeaffald
Bæredygtighedskonsulent og ressourcekoordinator hos Enemærke & Petersen, Frederik Gade Lind, udtaler:
– At tænke recirkulering ind i et projekt som Åhaven er ikke den billigste løsning – det kræver ekstra tid, planlægning og ressourcer. Men det er en nødvendighed, hvis vi som branche skal tage ansvar for den mængde affald, vi skaber. Vi er nødt til at se på materialerne som en ressource, ikke som affald – også selvom det koster mere her og nu.
Lever op til fremtidens dokumentationskrav
Projektet har opnået en genbrugs- og genanvendelsesrate på over 70 % – et tal, der lever op til fremtidens dokumentationskrav og viser, at det kan lade sig gøre, når branchen sammen tænker cirkulært.
Direktør for byggeri, drift og projektudvikling i Civica, Britt Kielstrup Hansen, siger:

– Som bygherre ønsker vi at sætte ind med mere genbrug og genanvendelse – dér, hvor det giver mening og kan lade sig gøre. Det kræver et tæt samspil og aktører, der har øje for mulighederne. Dem har vi her på Åhaven-projektet, og derfor er projektet et stærkt eksempel på, hvad vi kan opnå i fællesskab.
Renoveringen i Civicas afd. 317 Åhaven har fordelt sig over tre etaper. Første etape blev påbegyndt i august 2021. Sidste og tredje etape forventes færdig til juli.