Gennem fire års arbejde med Internet of Things (IoT) og opsætning af sensorer kan NCC påvise, at detaljeret måling af strømforbruget viser, hvordan man enkelt kan reducere forbruget og dermed udledningen af CO2 – og tilmed spare en masse penge.
NCC’s analyser viser, at tager man en kontorbygning på 15.000 kvm, kan man med IoT reducere el-forbruget uden for arbejdstiden med 50 % svarende til 41 tons CO2 om året.
– Det er bare at komme i gang
Ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniørers State of The Nation 2020 ejer staten, regionerne og kommunerne tilsammen rundt regnet 40 mio. kvm bygninger:
– Alene i de offentlige bygninger er der et kolossalt potentiale for at reducere CO2-udledningen og spare en masse penge på el-regningen. Og vejen til det er helt simpel; vi har benyttet en teknologi, som alle kan gå ud og købe, så man kan vel sige til politikerne, at det er bare at komme i gang, siger Martin Manthorpe, der er direktør for strategi og udvikling i NCC Danmark.
Millionbesparelse på el-regningen
En sensor koster med opsætning ca. 25.000 kr. På en kontorbygning på 15.000 kvm. bliver det ca. 300.000 kr. Til gengæld er der en besparelse på rundt regnet 400.000 kr. om året.
– Reduktionen kan blive enorm, og hvis alle offentlige og private kontorbygninger gjorde det samme, kunne der spares millioner af kr. på el-regningen, siger Martin Manthorpe.
IoT-indsamling på NCC-byggerier
Nu har NCC i Danmark besluttet, at på alle byggepladser på byggerier til over 150 mio. kr. i Danmark skal der gennemføres IoT-dataindsamling, så der sikres reduktion af CO2.
Ifølge FN’s miljøorganisation, UNEP, står byggebranchen globalt for 39 % af den samlede CO2-udledning. Driften af bygninger står alene for 28 %.