Grønt ejendomsselskab banker klimaaftrykket i bund i sit første boligprojekt

Home.Earth bygger 158 boliger i Nærheden med klimapåvirkning på under seks CO2 ækvivalenter - under halvdelen af de nye klimakrav.
20 modulære byggeproducenter blev vurderet, men det var en dansk leverandør, der skal bygge for Home.Earth. Foto: Home.Earth.
20 modulære byggeproducenter blev vurderet, men det var en dansk leverandør, der skal bygge for Home.Earth. Foto: Home.Earth.

Det nystiftede ejendomselskab Home.Earth har en erklæret målsætning om at være med til at sænke byggeriets bidrag til klimakrisen.

Og med valget af byggesystem til sit første udviklingsprojekt sætter selskabet handling bag ordene. Et byggefelt i den nye bydel Nærheden ved Roskilde får 158 boliger og små 1.500 kvm. erhverv, hvor klimaaftrykket er usædvanligt lavt.

I de nye klimakrav, som er trådt i kraft ved årskiftet, må nybyggeri over 1.000 kvadratmeter højst udlede 12 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år. Men Home.Earths boligbyggeri opføres som modulbyggeri, og CO2-ækvivalenten er helt nede under seks kilo.

– Vi har en meget klar ambition om, at vores nye boliger skal opføres med så lavt klimaaftryk som muligt og udvikle bysamfund, der er både levedygtige og bæredygtige, siger Kasper Guldager, der er en af medstifterne bag Home.Earth.

Det blev nordjyske Scandibyg, som blev valgt som leverandør til projektet, og det skete ifølge Home-Earth efter en længere udvælgelsesproces med en omfattende gennemgang af markedet for modulært byggeri.

Produktionen af modulerne skal foregå i Løgstør og hos producenten er der stor tilfredshed med at lande ordren.

– Vi har efterhånden opført flere byggerier med CO2-aftryk helt ned på omkring fem kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år, så vi ved, hvordan vi skal håndtere byggeprocessen fra start til slut for at nå det lave klimaaftryk, fortæller udviklingschef hos Scandi Byg, Mads Skalborg Simonsen.

Projekteringen af byggeriet er i gang. Produktionen af moduler starter til sommer og byggeriet skal stå færdigt i foråret 2024.

Relateret indhold