Energiforum: Nulemissions-byggeri er muligt – men store ændringer skaber udfordringer

Byggeriets regler og direktiver er under forandring. Det vil skabe store prøvelser for byggebranchen i forhold til at opnå nul CO2-udledning, vurderer Energiforum Danmark.
foto af en kvinde med lyst hår der tager et foto af en installation med en ipad
Alle både danske og EU-regler i forhold til at nedbringe energiforbruget i bygninger bliver i øjeblikket kastet op i luften. Det skaber unødvendige forhindringer for nulemissionsbyggeriet. Foto: Energiforum Danmark

De mest betydende regler og direktiver i byggebranchen er under forandring. Således er både energieffektiviseringsdirektivet og det fælleseuropæiske direktiv Energy Performance of Buildings under fortolkning og implementering. Dertil er det danske bygningsreglement på vej til at blive forandret til et såkaldt helhedsorienteret bygningsreglement.

Det kommer til at gøre det markant sværere for branchens aktører at nå i mål med EU’s meget ambitiøse målsætning om, at ingen byggerier i 2050 skal bidrage til den globale opvarmning ved at udlede CO2 – det såkaldt nulemissionsbyggeri.

Læs også

Nye klimakrav skaber utryghed blandt landets håndværkere

Det mener Niels Boel, afdelingsdirektør for byggeri i Force Technology. Han er dertil blandt medlemmerne i Energiforum Danmark.

– Byggebranchen kæmper i forvejen med at nedbringe energiforbruget og bygge sunde og holdbare bygninger. Derfor er det paradoksalt, at alle regler nu bliver kastet op i luften på samme tid. På den måde står branchen foran sin største prøvelse nogensinde, for har aktørerne ikke fuldstændig styr på reglerne fremadrettet, kan de komme til at sætte deres kunder og samarbejdspartnere i svære situationer, siger Niels Boel og kommer med et konkret eksempel:

Afdelingsdirektør for byggeri i Force Technology, Niels Boel, har selv oplevet at måtte fraråde en ellers udmærket CTS-løsning til at styre og regulere en bygnings samlede bygningstekniske anlæg, da reglerne står foran forandring.

– Jeg har selv lige rådgivet en bygherre imod at vælge en bestemt CTS-løsning, fordi den sandsynligvis kommer til at være ulovlig ifølge de regler, der er på vej, siger han.

Penge at spare

Energiforum Danmarks direktør Dorte Nørregaard Larsen peger desuden på store udfordringer for den grønne omstilling som hele – ikke mindst som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af Parisaftalen, hvor det internationale samfund sammen forpligter sig til at begrænse udledningen af CO2.

Læs også

Udvider tilskudspulje: Tusindvis af ekstra energiopgaver venter håndværkerne i 2025

Direktøren mener dog også, at den internationale modstand kan vise sig at blive en dansk fordel.

– Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os et andet signal fra den amerikanske præsident, som på utrolig vis helt undlod at nævnte klimaet i sin indsættelsestale. Det ændrer dog ikke på, at Danmark har alle muligheder for at forblive et forbillede og foregangsland, hvad angår klimavenligt byggeri. Som samfund har vi aldrig haft et større incitament til at gøre os uafhængig af russisk olie og gas. Og som virksomhed vil businesscasen altid være, at der er penge at spare ved at tænke i energioptimering, siger hun.

41. årskonference

Både Dorte Nørregaard Larsen og Niels Boel opfordrer alle medlemmer fra Energiforum Danmarks ca. 200 medlemsvirksomheder til at deltage i foreningens årskonference, der i år har fokus på nulemissions-byggeri. Her præsenterer medlemmerne deres løsninger til nulemissions-byggeri.

Foto fra en konference. En kvinde på en stand giver et stykke papir til en mand. To andre mænd med grønne  nøglesnore om halsen er også i billedet
Det er 41. gang, at Energiforum Danmark indbyder medlemmerne, der arbejder med energi, bygninger og grøn omstilling, til konferencen Energiforum. Foto: Rasmus Boldt

Energiforum 2025 er den 41. årskonference for medlemmerne af Energiforum Danmark, der alle arbejder indenfor energi, bygninger og grøn omstilling. Konferencen finder sted den 4 og 5. marts på Hotel Nyborg Strand.

Læs også

Mærsk etablerer 40.000 m2 klimaneutralt lager i Taulov

D. 5. marts er der gratis adgang for alle i konferencens udstillerområde inklusive mulighed for at følge det faglige program omhandlende brugen af digitale tvillinger i bygningsdriften.

Relateret indhold