Den bæredygtige byggeproces hjælpes på vej med millionstøtte

Værdibyg skyder nu et nyt stort projekt i gang under overskriften "Den bæredygtige byggeproces" - takket være ekstern finansiering.
Ressourcerækkerne i Ørestaden, København. Foto: Kontraframe.
Ressourcerækkerne i Ørestaden, København. Foto: Kontraframe.

Om projektet

  • Klare strategier for bæredygtighed i bygge- og anlægsprojekter.
  • Tæt og tidligt samarbejde om bæredygtighed.
  • Klare krav til bæredygtighed i udbud, aftaler og kontrakter.
  • Ressourcer og ledelse med fokus på bæredygtighed.

Bæredygtighed er i vælten som aldrig før – og nu får endnu et projekt penge til at realisere vejledninger og videndelingsaktiviteter om blandt andet bæredygtighedsstrategier, udbud og ledelse.

Det drejer sig om projektet “Den bæredygtige byggeproces”, som realiseres med en bevilling fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond på i alt 4,3 millioner kroner.

Det er Værdibyg, som står for det praktiske, og målet er blandt andet at udvikle konkrete anvisninger til tilrettelæggelse og gennemførelse af den bæredygtige byggeproces. Rolf Simonsen, der er programdirektør for Værdibyg, fortæller:

– Byggeriets parter oplever, at der fortsat er udfordringer og barrierer i løbet af bygge- og renoveringsprojektets faser, som betyder, at kun få af de indledende ambitioner for bæredygtighed rent faktisk er at finde i det udførte byggeri. Bæredygtighed kræver, at vi designer, planlægger og udfører byggeri lidt anderledes, end vi plejer, lyder det.

Processen i centrum

Rolf Simonsen mener, at skal man have fuldt udbytte af de bæredygtige materialer og løsninger, som i stigende grad vinder indpas på markedet, skal der udvikles og implementeres en ny bæredygtig byggeproces.

– Fremtidens byggeri skal være bæredygtigt. Projektet her skal gøre byggeriets aktører og virksomheder i stand til at komme fra ambition til handling. Det skal ske ved, at vi styrker de processer og det samspil, der er nødvendigt for at udføre bæredygtigt byggeri, fortæller Rolf Simonsen.

Programchef i Realdania, Lennie Clausen, fortæller, hvorfor den filantropiske forening har valgt at støtte projektet:

Der er mange udviklingsinitiativer om den “tekniske” del af bæredygtigt byggeri. Det kan eksempelvis være byggetekniske løsninger, materialer, designstrategier og digitale værktøjer, der alle har potentiale til at gøre bygge- og renoveringsprojekter mere bæredygtige. Dette projekt fokuserer i stedet på de processer, der sikrer, at byggeriets aktører er rustet til at efterspørge og implementere de bæredygtige løsninger i byggeprojekterne. Og processerne er mindst lige så vigtige som teknik og praktiske løsninger, hvis vi skal gøre byggeriet mere bæredygtigt.

Et involverende set up

Hos Værdibyg ser senior projektleder Stephan Sander frem til at komme i gang med projektet.

Han fortæller, at projektet gennemføres med involvering af praktikere fra hele byggeriets værdikæde – fra bygherre til rådgivere og udførende.

– Vi samler konkret viden og anbefalinger fra byggeriets praktikere og sætter dem i spil gennem en række formidlings- og afprøvningsaktiviteter. Vores mål er, at byggeriets virksomheder bliver bedre rustet til at skabe mere bæredygtigt byggeri i praksis – og i samspil med andre virksomheder. I projektet udvikler vi konkrete anvisninger til, hvordan byggeprocessen tilrettelægges og gennemføres, så de ambitiøse strategier for bæredygtigt byggeri kan føres ud i livet.

Relateret indhold