CG Jensen sætter skarpt klimamål – vil sænke CO2 udledningen med 90 procent på to år

Det handler både om at bidrage til at løse klimaudfordringerne, men ambitiøse klimamål for produktionen skal også gøre entreprenøren til en attraktiv samarbejdspartner.
Vejen til mere klimavenligt byggeri for CG  Jensen går via fossilfrie byggepladser, bedre genanvendelse og mere træbyggeri - her på UN17 Village genbruger entreprenøren eksempelvis tagteglsten fra en J. Jensen-renovering til at beklæde facaden på en af bygningerne. Foto: CG Jensen.
Vejen til mere klimavenligt byggeri for CG Jensen går via fossilfrie byggepladser, bedre genanvendelse og mere træbyggeri - her på UN17 Village genbruger entreprenøren eksempelvis tagteglsten fra en J. Jensen-renovering til at beklæde facaden på en af bygningerne. Foto: CG Jensen.

Flere bundlinjer

  • CG Jensen har gennem årene haft et stort fokus på både den økonomiske og sociale bundlinje.
  • CG Jensen har i strategien for 2023-2024 sat et mål om, at mindst 10 procent af arbejdsstyrken skal udgøres af lærlinge og praktikanter.
  • CG Jensens vil sammen med Ambassadørkorps for Diversitet arbejde på flere indsatsområder for at øge kønsdiversiteten på kontorer og byggepladser.
  • Hver femte medarbejder i CG Jensens byggeledelse er i dag en kvinde. De kvindelige medarbejdere udgør samlet 10 procent af CG Jensens medarbejderstab.

Der skal tænkes bæredygtigt i hele værdikæden, lyder det fra entreprenøren CG Jensen, som nu går forrest og lancerer en strategi, der skal gøre deres byggeproduktion klimavenlig på rekordtid.

Inden udgangen af 2024 vil entreprenøren sænke sin egen CO2 udledning med 90 procent og inden 2029 vil man være helt klimaneutrale.

– Klimaudfordringerne kalder på handling. Ikke om fem år, men nu. Det vil vi gerne være med til at tage ansvar for, siger adm. direktør i CG Jensen, Michael S. Larsen.

– Vores strategi handler også om at fremtidssikre CG Jensen, så vi fortsat vil være i stand til at imødekomme krav og efterspørgsler. Og så vi kan vedblive at være en relevant og attraktiv aktør i branchen – for både kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere, siger Michael S. Larsen.

Fossilfrie byggepladser

Og strategien får mærkbare effekter ude på CG Jensens byggepladser. De bliver gjort fossilfrie, der installeres varmepumper i skurbyerne, egenproduktion af grøn strøm.

Der gøres også brug af højere genanvendelse, bedre affaldssortering, reduktion af materialeforbrug, træbyggeri i egenproduktion og brug af grønnere betonformer.

Og så skrues der op for udviklingen af medarbejderkompetencer til blandt andet at udføre LCA beregninger og relevante certificeringer som DGNB, FBK og Svanemærket.

Vi skal have hele værdikæden med

– For os har det været vigtigt at finde konkrete løsninger og beslutte konkrete tiltag, så vi kan få den grønne omstilling op i femte gear, siger Michael S. Larsen.

CG Jensen deltager i arbejdet med at foreslå løsninger til at byggebranchen kan sætte yderligere fart på den grønne omstilling, bl.a. i Topleder Handletanken, som bygger videre på den forrige regerings klimapartnerskaber.

– Det er vigtigt, at alle led i byggeriets værdikæde taler sammen. Dagsordenen og spørgsmålene bliver stadigt bredere og mere omfattende – og der er løbende behov for nye, supplerende indsatser, hvis branchen skal lykkes med den grønne omstilling og mere værdiskabelse.

Relateret indhold