Det er en erfaren kapacitet der pr. dags dato indtræder i ledergruppen i innovationshubben for bæredygtig byudvikling, Bloxhub, i forbindelse med implementeringen af dennes nye strategi, Beyond.
Beyond sætter især fokus på at internationalisere det eksisterende medlems-økosystem og styrke innovationshubbens faglige vidensudvikling inden for bæredygtig byudvikling.
Ditte Lysgaard Vind skal fremadrettet stå i spidsen for innovationshubbens faglige, internationale programmer samt lede Bloxhubs Science Forum, der arbejder for at bygge bro mellem forskning og praksis.
Det skal hun, fordi hun er ekspert i cirkulær økonomi, design og i hvordan man accelerer overgangen til cirkularitet. Dette har hun opbygget erfaring med både i innovative pilotprojekter og til dér, hvor de store løsningerne bliver bygget og implementeret.
Som ny Chief Innovation & Science Officer i Bloxhub bliver denne viden essentiel for at fremtidssikre virksomheder gennem forskning, innovation og strategiske partnerskaber på tværs af brancher.
Netop det byggede miljø rummer helt centrale løsninger på tidens store grønne udfordringer, mener Ditte Lysgaard Vind:
– Der er mange gode initiativer og projekter, der viser vejen til bedre byer og bygninger. Desværre bliver de ikke i tilstrækkelig grad skaleret, og vi går derfor glip af den positive klimaeffekt, såvel som de erfaringer vi som samfund skal leve af. Det er denne omstilling jeg brænder for, og den udvikling, jeg skal være med til at løfte hos Bloxhub, siger Ditte Lysgaard Vind.
Stifter af The Cirkular Way
Hun stiftede for otte år siden The Circular Way, der arbejder målrettet med cirkulær økonomi, og inden det Netværket for Cirkulær Økonomi og Re-Plastic. Sideløbende har hun oparbejdet et interessant CV med jobs, bestyrelsesposter og studiejob hos markante virksomheder som Dong Energy, Landbrug & Fødevarer, Lendager, Det Kongelige Akademi, Københavns Erhvervsråd, DI, Danish Design Center og Designrådet.
Hun er bl.a. uddannet bachelor i international business communication fra CBS, hvor hun også har taget en master i politisk kommunikation og ledelse og bestyrelsesuddannelsen. Hun har også efteruddannet sig på både Harvard, Cambridge og Harvard.
Læs også: Ny event sætter fart på digitaliseringen i byggeriet
Byggeriet trækker komplekse tråde til samfundet
Bloxhubs CEO Torben Klitgaard anser nyansættelsen som et vigtigt greb til at styrke innovationshubbens relevans fremover:
– Vi må erkende, at verden har brug for at tage fat om de grønne udfordringer inden for byudvikling på helt nye måder, hvis vi skal i mål. Vi ved, at udfordringerne i byggeriet trækker komplekse tråde til resten af samfundet både på nationalt og internationalt niveau. Med Ditte som ansvarlig for vores innovations- og forskningsaktiviteter er jeg helt sikker på, at Bloxhubs økosystem kommer til at bidrage endnu stærkere til løsningerne af de store byudviklingsudfordringer, vi står overfor globalt.