Afprøver halm, hamp og ålegræs i det der kan blive fremtidens boliger

13 halmrækkehuse er godt på vej i Kirkebjerg Søpark. De nye boliger opføres i samarbejde med ’4 til 1 planet’, som arbejder for en markant reduktion af klimaaftrykket i nybyggeri.
Luftfoto af 13 rækkehuse, hvoraf ca. halvdelen er opført. Fundamentet er lagt til de sidste
Den noget utraditionelle materialesammensætning i de sidste 13 boliger på Søstien i Brøndbyvester reducerer byggeriets klimaaftryk betragteligt.

Beboerne i mange af de 492 lejeboliger, som ejendoms- og udviklingsselskabet AKF opfører i det omfattende områdeprojekt Kirkebjerg Søpark i Brøndbyvester, er allerede flyttet ind.

Også de sidste 13 boliger på Søstien i det nye boligområde er godt på vej. De innovative halmrækkehuse bliver opført som træbyggeri med blandt andet halmelementer, hampefiberisolering og naturlig ventilation med ålegræsfiltre.

Læs også

Byudvikling: 27 træbaserede rækkehuse opført i en fart

Med byggeriet ønsker AKF at demonstrere, hvordan grønne materialer og nytænkning kan integreres i en skala, der også har potentiale til at påvirke fremtidens boligformer.

Her er fællesskabet tænkt ind fra start med fællesfaciliteter som værksteder, gæsteboliger, motionsrum og fælleshuse. Disse faciliteter skal invitere beboerne til at reducere det samlede ressourceforbrug ved at dele mere og leve tættere sammen.

Foto af to kvinder, der sidder på hug foran en væg med halm mellem træelementerne
Ejendoms- og udviklingsselskabet AKF er nu så langt med de 13 innovative halmrækkehuse på Søstien, at et rejsegilde er inden for rækkevidde.

Projektchef i AKF, Thomas Koch, har tidligere udtalt:

– Kirkebjerg Søpark er et projekt, hvor vi afprøver forskellige materialer og metoder med bæredygtighed som det overordnede fokus. Vi vil være visionære i vores tilgang til byggeri. Ikke kun for at reducere CO2-aftrykket, men også for at styrke den arkitektoniske kvalitet i de boliger, vi bygger.

4 til 1 planet

Projektet er udviklet i samarbejde med det landsdækkende initiativ ’4 til 1 planet’, som har ambitionen om en markant reduktion af klimaaftrykket i nybyggeriet.

Læs også

Halmhuse står færdige: Data kan give vigtig viden til dansk byggeri

De sidste boliger på Søstien forventes at stå færdige til oktober, viser et opslag i Hubexos (tidl. Byggefakta) SMART-database. Her anslås budgettet på opførelsen af de i alt 39 lejeboliger til 74 mio. kr.

Boligerne på Søstien er designet af Danielsen Architecture, der også er tilknyttet projektet som landskabsarkitekt.

Relateret indhold