Regeringens klimaudspil kommer til at ramme lastbiler, busser og varebiler. For varebilerne kan skruen kan strammes i tre trin frem til 2025. Fra 1. juli 2020 stilles der krav om Euro 4 for at kunne køre i miljøzoner, fra 1. juli 2022 stilles der krav om Euro 5, og fra 2025 skal alle dieseldrevne varebiler leve op til Euro 6.
De gældende miljøzoner er kun rettet mod lastbiler og busser, der skal opfylde mindst Euro 4 eller have monteret partikelfilter. Kravene har været de samme siden 2010 og har således ikke fulgt med den teknologiske udvikling.
Varebiler blandt de store syndere
Men nu kommer varebilerne med for første gang. Som baggrund for stramningerne skriver ministeriet, at trafikken på de danske veje er kilde til 45 procent af forureningen med skadelige NOx-gasser og 10 procent af udledningen af partikler i Danmark. Endnu mere i myldretiden i de største byer. Især lastbiler, busser og varebiler er de store syndere.
Udspillet har høstet kritik for at være ineffektivt og for blødsødent.
En af de hårdeste kritikere er Københavns borgmester for Teknik og Miljø. Hun hedder Ninna Hedeager Olsen og kommer fra Enhedslisten. I en pressemeddelelse skriver hun, at udspillet er for ‘uambitiøst’ og ‘ikke tilstrækkeligt’.
En anden borgmester, der ser kritisk på udspillet, er Peter Rahbæk Juel fra Socialdemokratiet. Han er borgmester i Odense.
– Der tages alt for små skridt i det her udspil. Jeg ser intet, som giver os mulighed for at gøre op med forurening fra personbiler med dieselmotorer, som ellers er en af de store partikeludledere. Det er fint med nye værktøjer til at skærpe krav til busser, lastbiler og varevogne, men det er ikke nok, siger han.
For lille effekt
Også fra forskermiljøet lyder der kritik. Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) har regnet på konsekvenserne af regeringens udspil. I følge DCE vil det føre til en reduktion af sundhedsskadelige partikler på cirka 25 procent.
‘Hvis regeringen også havde stillet disse krav til de dieseldrevne personbiler, ville man have nået en reduktion på 64 procent,’ lyder det fra DCE, som hører under Aarhus Universitet.
I miljøbranchen er der også utilfredshed med udspillet. Dansk Miljøteknologi’s direktør Jørn Jespersen siger:
– Der skabes ikke nogen grøn vindernation ved at indføre så uambitiøse miljøregler. De strammere miljøzonekrav vil komme halsende, når de forurenende biler alligevel er blevet skiftet ud, og så har de højere krav i praksis ikke nogen værdi, siger han.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (Venstre) tager til genmæle og pointerer, at særligt de ældste varebiler bidrager med stor luftforurening. Derfor ‘giver det god mening at fokusere på dieseldrevne varebiler, lastbiler og busser,’ lyder det fra ministeren.