Den vil blive baseret på Peugeot Partner, Citroën Berlingo og Opel Combo. Fremstillingen skal ske på fabrikken i Vigo i det nordvestlige Spanien.
PSA og Toyota begyndte deres samarbejde om varebiler tilbage i 2012 med varebilen Toyota Proace. Toyota købte sig så at sige en plads på PSA’s samlebånd Sevelnord i det nordlige Frankrig, hvor de to PSA-søstre Peugeot Partner og Citroën Jumpy i forvejen kom til verden.
Siden har de to koncerner i fællesskab udviklet en helt ny generation af trekløveret, der blev lanceret i 2016.
Bilerne vandt i fællesskab titlen som Årets Varebil i Danmark 2017. At dømme efter salgstallene er det lykkes Toyota at etablere sig ganske stærkt i dette samarbejde, og det kan være en af de ting, der har opmuntret Toyota til at indgå i det nye samarbejde.
Mindre omkostningstung
“Samarbejdet betyder, at begge virksomheder derved kan bruge deres respektive styrker på at udvikle og tilbyde både kompakte og mellemstore varebiler i høj kvalitet i Europa på mindre omkostningstung vis, hvilket i sidste ende kommer kunderne til gode,” lyder det i en pressemeddelelse fra Toyota.
Ifølge planen deltager Toyota i både udviklingen af og i den industrielle investering i den nye fremtidige varebil.
Ny spiller på markedet
På det europæiske marked er Toyota en ny spiller i klassen for ikke-ombyggede kompakte varebiler, men med andre varevognsmodeller har mærket opbygget et solidt ry for kvalitet.
I Danmark er det den nu udgåede kassevognsmodel HiAce, der gennem årtier har gjort Toyota kendt som producent af varebiler. Dyna i den lidt tungere klasse er også udgået, men har ligesom HiAce sat et solidt aftryk på markedet for lette chassisbiler.
Hullet efter såvel HiAce som Dyna lukkes i dag af ProAce, men under denne har der altid været et gabende hul. Om den nye varebil skal fremstilles efter samme opskrift som ProAce, vidner historien ikke noget om.
Men det vil ikke komme som nogen overraskelse, hvis Toyota i det nye firkløversamarbejde kopierer hele eller dele af konceptet fra ProAce. Det vil sige, at Toyota deler udviklingsomkostninger og komponenter med PSA, men at de helt eller delvist selv står for kvalitetsstyringen.