Imens bygge- og anlægsbranchen generelt oplever lavere ordrebeholdnigner og ser mere skeptisk på fremtiden, så er der positive takter indenfor VVS- og blikkenslagervirksomhederne.
20 procent af virksomhederne forventer nemlig, at omsætningen i de kommende tre måneder vil stige, imens kun tre procent forventer et fald. De resterende 77 procent af virksomhederne forventer, at efterspørgslen er uændret.
Generelt går det godt i branchen, og selvom flere har svært ved at finde arbejdskraft, så lykkes det for de fleste alligevel,
Rasmus Larsen, økonomisk-statistisk konsulent i Tekniq.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, og det er positivt mener økonomisk-statistisk konsulent i Tekniq Rasmus Larsen.
– Vi har set en stærk udvikling de sidste to år, med høj vækst i VVS-branchen. Når vi spørger medlemmer om deres omsætning, så kommer en stor andel fra boligområdet. Så VVS-branchen er begunstiget af boligboomet, siger Rasmus Larsen.
Der er intet i vejen
Og de høje forventninger til omsætningen kan tydeligt aflæses i, hvad virksomhederne har svaret begrænser dem i deres produktion.
I december 2018 mente 46 procent af virksomhederne nemlig, at de ingen begrænsninger havde. Det tal steg til 55 procent af virksomhederne i januar i år.
– Der kan godt ske nogle udsving fra måned til måned, det skal man passe på med at lægge for meget i. Det, vi kiggede på, er, at det er rimelig stabilt i forhold til året før, og udviklingen er relativt moderat, siger Rasmus Larsen.
Mindre mangel på arbejdskraft
Også problemet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft ser ud til at være på tilbagetog. I januar sagde 32 procent af virksomhederne, at de havde problemer med at få arbejdskraft.
I december var det tal oppe på 39 procent.
– Det er selvfølgelig en udfordring for nogle virksomheder, men vi ser også, at det er sæsonpræget. Det er meget normalt her i januar, at der er lidt lavere aktivitet og færre rekrutteringer. Ledigheden blandt VVS’ere er også lidt højere her i januar, siger Rasmus Larsen.