Vi skal bevare kvaliteten i uddannelserne

Dagens Byggeri har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for byggebranchen. I dag svarer Gert Johansen, formand for Konstruktørforeningen.
Formand Gert Johansen, Konstruktørforeningen. Foto: Nicolai Perjesi.
Formand Gert Johansen, Konstruktørforeningen. Foto: Nicolai Perjesi.

Dagens Byggeri (DB): Hvad er dit generelle indtryk af byggeriet gennem 2016?

Gert Johansen (GJ): 2016 blev året, hvor Konstruktørforeningen kunne fejre sit 50-års jubilæum.

I de 50 år foreningen har eksisteret har byggeriet forandret sig mere end nogensinde før i historien. Derfor kan vi også fejre, at det går godt for både Konstruktørforeningen og for bygningskonstruktørerne.

Professionen vinder mere og mere frem, og der er rift om de færdiguddannede konstruktører som arbejdskraft. Vi hører fra virksomhederne, at de er glade for konstruktørerne, fordi de leverer til indtjeningen fra første dag på jobbet. Samtidig er beskæftigelsen for konstruktørerne god, ledigheden er lav og virksomhederne oplever desværre også, at de ikke kan få de bygningskonstruktører, de ønsker. Det er tegn på, at vi bevæger os på kanten af en mangel. Heldigvis er der pt. lidt over 4.000 studerende, der er i gang med at læse til bygningskonstruktør, hvilket tyder på, at uddannelsen er populær blandt de unge.

DB: Var der specifikke hændelser, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?

GJ: I løbet af året vedtog regeringen, at byggesagsbehandlingen skal privatiseres. Det kan godt ærgre mig, da det er sket på et helt forkert grundlag, som var, at den danske byggesagsbehandling var for dyr og for langsom. Det passer ikke! En analyse fra Verdensbanken viser tværtimod, at Danmark har den bedste byggesagsbehandling i Europa og den femtebedste i hele Verden.

Ved at lægge sagsbehandlingen ud til private virksomheder risikerer vi kun, at det bliver meget dyrere fremover. Konstruktørforeningen er inviteret til at deltage i regeringens baggrundsgruppe sammen med andre brancheorganisationer om, hvordan ordningen skal udmøntes, og den er heldigvis allerede forbedret i forhold til det oprindelige udspil.

I Konstruktørforeningen håber vi, at bidrage med vores viden og erfaring til den endelige udformning, så den også tilgodeser mindre bygherrer og iværksættere.

DB: Hvilke udfordringer og forventninger har du til 2017 og årene fremover?

GJ: Jeg ser flere store udfordringer for byggeriet i det kommende år. Den ene er, at vi har en byggebranche, der pt vækster stort inden for bæredygtige ydelser og produkter. Desværre har regeringen slået bremsen i, når det gælder de grønne ambitioner, hvilket ellers kunne have ført til innovation og nye eksportområder for Danmark.

En anden udfordring er, at regeringens reformering af uddannelsessystemet kan hindre, at vi i fremtiden har de kompetencer, der skal til for at øge produktiviteten og dermed være konkurrencedygtige på et internationalt marked. Danmark kunne nemt gå hen og være internationalt markedsførende inden for digitalt byggeri, fordi vi er langt fremme på den front.

Fremtiden vil kun byde på et byggeri, hvor flere og flere processer bliver udført digitalt, og det kræver kompetente folk, der kan overskue følgerne af de data, der indlæses og udtrækkes af de digitale modeller, der ligger til grund for den virkelige bygning. De kompetencer har konstruktørerne allerede sammen med en bred og nødvendig tilgang til alle byggeriets faser. Derfor skal regeringen ikke kun have fokus på at få folk igennem hurtigst muligt til laveste pris, men også have fokus på at bevare kvaliteten i uddannelserne til byggeriet.

Endnu en udfordring for byggeriet er, at kravet fra EU om, at vores bygninger skal være CO2-neutrale i 2050. Det stiller det os over for det største byggeboom nogensinde i Danmarkshistorien. Hvis vi skal løfte den opgave uden stribevis af fejl, kræver det, at regeringen har fokus på, at vi uddanner medarbejdere med de rette kompetencer, så det hele ikke skal laves om igen få år efter.

Konstruktørforeningen vil derfor i det kommende år arbejde på at sikre, at konstruktørernes kompetencer understøttes og udbygges langt mere samt, at flere unge kender til og søger uddannelsen, så vi sikrer arbejdsstyrken. Men vi vil også arbejde på, at kvaliteten sikres i byggeriet ved, at vi bliver endnu dygtigere og kan bygge i en kvalitet, der ikke kræver renoveringer få år efter, at byggeriet står klart.

Se flere artikler i nytårsserien her.

Relateret indhold