Dagens Byggeri (DB): Hvad er dit generelle indtryk af byggeriet gennem 2016?
Lene Espersen (LE): Mit indtryk er, at vi er blevet bedre til at samarbejde og tale sammen i byggeriet. Der er selvfølgelig stadig uenigheder og problemer men generelt set, oplever jeg, at der er en stor vilje til dialog og til at gå sammen om at løfte forskellige dagsordener i byggeriet.
Med hensyn til væksten i byggeriet i 2016, er det mit indtryk, at det er det private boligbyggeri der holder dampen oppe. Der er også nogle infrastrukturprojekter – og selvfølgelig hospitalsbyggerier der fylder, men det er altså de private developere og pensionskasser der holder hjulene i gang.
Og så ser jeg en meget positiv tendens til at de private også kan se pointen i at give noget tilbage til samfundet, for eksempel når det gælder omgivelserne, udearealerne og byens rum. Det samme gælder, når det handler om bæredygtighed i byggeriet. Her ser vi også flere og flere prioritere bæredygtighed i byggeriet og i den enkelte bygning.
DB: Var der specifikke hændelser, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?
LE: I Danske Arkitektvirksomheder fik vi i 2016 dokumenteret det ekstreme spild, der er i forbindelse med udbud og konkurrencerne transaktionsomkostninger gennem en analyse, vi har lavet sammen med Arkitektforeningen.
Der spildes millioner af kroner på at producere unødigt materiale og på at administrere unødigt komplicerede konkurrencer, hvor det til syvende og sidst er den gode idé, der tæller.
Set i et lidt større samfundsmæssigt perspektiv glæder jeg mig over, at den grønne omstilling er kommet tilbage i det danske regeringsgrundlag og på den politiske dagsorden med den nye regering, vi fik i november 2016.
Jeg har særligt hæftet mig ved, at et af vores politiske fokusområder i Danske Arkitektvirksomheder, livscyklusperspektivet, har fundet vej til det nye regeringsgrundlag – og som fremover i højere grad skal indgå i beslutningsgrundlaget for offentlige investeringer.
Det kan nemlig bedre betale at se på byggeriet i hele dets levetid, hvor udgifterne til opførelsen budgetmæssigt er en brøkdel i forhold til bygningens samlede leveomkostninger.
DB: Hvilke udfordringer og forventninger har du til 2017 og årene fremover?
LE: Byggebranchens traditionelle metoder og forretningsområder er under pres og vil blive udfordret endnu mere de kommende år.
Digitaliseringen af vores samfund, big data og nye forretningsmodeller får stor betydning for traditionelle rådgivervirksomheder. Nye digitale modeller opsplitter de nuværende ydelser i byggeriet og blive en potentiel trussel for forretningsmodellen for rådgiver, som vi kender den.
Det bæredygtige byggeri og i særdeleshed den cirkulære tankegang, hvor vi genbruger og forædler produkter på ny er oplagt businesscase og et forretningsområde med stort og afgørende potentiale. Men det kræver nogle frontløbere – både modige bygherrer og innovative arkitektvirksomheder – som tør og tror på, at cirkulære økonomi er vejen frem til et mere bæredygtigt og mindre ressourcekrævende samfund.
Og endelig – i det helt store økonomiske og samfundsmæssige perspektiv: Vi står derfor overfor en usikker fremtid, hvor særligt den globale økonomiske vækst kan tabe pusten, hvis de protektionistiske strømninger, vi også ser i Europa, vil cementeres af en ny amerikansk præsident. En præsident der vælger at se indad fremfor at se USA som en del af hele verden.