Venstre vil kæmpe for BoligJobordning

Der var ikke de store overraskelser i Venstres finanslovsudspil, som blev præsenteret på Christiansborg mandag eftermiddag.
Mandag eftermiddag kom Venstre med deres udspil til en finanslov for 2015.
Mandag eftermiddag kom Venstre med deres udspil til en finanslov for 2015.

Venstre er ligesom regeringen parat til at slå et gevaldigt hul i statskassen, dog “kun” fire milliarder kroner mindre, men kommer alligevel ud med et resultat på den forkerte side af minus 55 milliarder kroner.

For bygge- og anlægssektoren må det være rart at vide, at Venstres leder Lars Løkke Rasmussen talte varmt for BoligJobordningen, som han betegnede som en succes, der ikke alene har fået flere i arbejde men også begrænset det sorte arbejde.

Skattelettelser

Venstres afsætter fem milliarder kroner til skatte- og afgiftslettelser:

– Med finanslovsforslaget for 2015 lægger regeringen op til at afskaffe den succesfulde BoligJobordning. Det er en stor fejl, sagde Lars Løkke Rasmussen blandt andet.

Han henviste til, at danskerne er begejstrede for Boligobordningen, og at både i 2012 og 2013 har cirka en halv million danskere benyttet sig af ordningen:

– Ifølge Dansk Byggeri har ordningen skabt 5.000 arbejdspladser – særligt i små- og mellemstore virksomheder. BoligJobordningen bidrager også til, at sort arbejde og gør-det-selv-arbejde bliver hvidt arbejde. Som der svares moms og skat af, siger Venstres leder.

Grøn omstilling

Venstre noterer samtidig, at BoligJobordningen bidrager til den grønne omstilling, og at ordningen er med til at holde hånden under mange arbejds- og praktikpladser i bygge- og anlægsbranchen, der “har været presset hårdt under krisen”:

– Venstre vil derfor videreføre BoligJobordningen og afsætter næste kalenderår 1.375 millioner kroner på finanslovsudspillet, sagde den tidligere statsminister.

Og apropos praktikpladser indeholder Venstres finanslovsudspil også 45 millioner kroner i en pulje til flere praktikpladser.

Det gælder blandt andet en “styrket praktikpladsmodel”, der kombinerer korte praktikpladsaftaler ude i virksomhederne med skolepraktik.

– Desuden bør der laves en praktikpladsordning, hvor virksomhederne kun binder sig for en kortere aftale, så de kan se en elev an, inden de binder sig til en fuld uddannelsesaftale, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Væk med bøvlet

Venstres præsenterede i forbindelse med finanslovsudspillet også et erhvervspolitisk oplæg, der ikke mindst peger på behovet for færre administrative byrder – det Mimi Jakobsen i sin tid som erhvervsminister kaldte “bøvlet”:

– Vi må se i øjnene, at der fortsat er mange ting, der skal gøres lettere for ikke mindst de mindre virksomheder. Der er byrder, der måske generer blodtrykket lige så meget som bundlinien, og derfor afsætter vi på finanslovsudspillet en kvart milliard kroner til at fjerne afgifter, som ikke giver særtligt meget i statskassen, men skaber utrolig meget administration og arbejde for virksomhederne. Det skal være lettere at drive virksomhed i Danmark, siger Venstres gruppeformand Kristian Jensen til Dagens Byggeri.

Relateret indhold