Regeringen har sammen med partierne bag Energiaftalen etableret en ny ordning, hvor der er afsat 25 millioner kroner til en abonnementsordning, så de enkelte boliger i eksempelvis landområderne i stedet for at købe en varmepumpe kan leje den.
Det falder ikke i god jord hos de mindre el- og vvs installatører, der ikke mindst i yderområderne har etableret en forretning med salg og opsætning af varmepumper. Den statslige støtteordning etableres nemlig, så fem landsdækkende virksomheder kan byde ind på de 25 millioner kroner, og det betyder i praksis, at kun virksomheder som eksempelvis DONG og COOPs OK er i spil til at magte opgaven, der er i størrelsesordenen 1.750 nye varmepumpeanlæg.
Det er ikke en erhvervsstøtteordning, men en støtteordning for at få flest mulige varmepumper.
Energiordfører Thomas Danielsen, MF Venstre
Kritisabelt
Administrerende direktør Niels Jørgen Hansen fra Tekniq kalder det kritisabelt, at staten på denne måde favoriserer enkelte virksomheder:
– Der er god grund til at give udbredelsen af varmepumper en tilskyndelse med ekstra vitaminer til en ny forretningsmodel. Men det skal ske på en måde, så alle stilles lige. Vores medlemmer kan selvfølgelig byde ind på opgaven, men det ændrer ikke ved, at alle virksomheder – uanset størrelse – skal stilles lige. Det er fint, at staten vil give tilskud til og præmiere installation af varmepumper, men det skal være uafhængigt af forretningsmodeller, siger Niels Jørgen Hansen til Dagens Byggeri.
Volumen
Venstres energiordfører Thomas Danielsen henviser til en markedsundersøgelse, der viser, at skal man opnår mest mulig effekt af en tilskudsordning for varmepumper, er det et volumenspørgsmål:
– Derfor kan vi ikke udbyde det bredt, så alle kan løbe rundt og sætte varmepumper op. Det er ikke en erhvervsstøtteordning, men en støtteordning for at få flest mulige varmepumper. Når fem vinder den opgave, er der andre, som ikke kan komme i betragtning. De må så søge en ny støtteordning en anden gang. Havde man givet det i støtte pr. anlæg, havde vi ikke fået så mange varmepumper ud af det. Vi vil gerne have 350 varmepumper pr. installatør for at sikre volumen – i alt 1.750 varmepumper. Det er samtidig anlæg, som opstilles hos boliger, der sandsynligvis ikke ellers havde installeret en varmepumpe, så dermed mister de mindre virksomheder ingen kunder, siger Thomas Danielsen til Dagens Byggeri.
Mere attraktivt
Han understreger i øvrigt, at regeringen gør, hvad den kan, for at få flere varmepumper installeret, og at blandt andet fjernelsen af PSO-afgiften vil bære i den rigtige retning, så det bedre kan betale sig og dermed også give opgaver til de mange mindre virksomheder lokalt rundt om i landet:
– Det er helt reelt at være uenig i den måde, der er prioriteret, men man skal holde sig for øje, at organisationerne plejer nogle interesser, de er ansat til. Deres interesse er ikke at få sat flest mulige varmepumper op, men at få støtte til at sætte flest mulige varmepumper op, slutter Thomas Danielsen.
Det er alle partier i Folketinget, bortset fra Liberal Alliance og Alternativet – de er ikke med i energiaftalen – der står bag aftalen. Fristen for virksomhederne til at byde ind på den ny ordning er 3. oktober.