Velkomn og GK i aftale om teknisk drift af over 1.000 DGNB-boliger

Den nye landsdækkende serviceaftale skal sikre stabil teknisk drift og understøtte vækst og DGNB-strategi i over 1.000 boliger på sigt.
Aftalen mellem Velkomn og GK Danmark omfatter service og vedligehold af ventilationsanlæg i på tværs af Sjælland og Jylland. Her ses Lysholm Have i Haslev, der består af 153 nye rækkehuse og gårdhavehuse.

Ejendomsselskabet Velkomn har indgået en landsdækkende serviceaftale med teknikentreprenøren GK Danmark.

Aftalen omfatter service og vedligehold af ventilationsanlæg i selskabets portefølje på tværs af Sjælland og Jylland. I første omgang omfatter aftalen over 700 boliger og dækker både årlige eftersyn, fejlfinding og akut tilkald ved nedbrud.

Læs også

Køber 458 rækkehuse: Fortsat på jagt efter de rigtige projekter

Ifølge Velkomn, der siden etableringen i 2023 har opbygget en portefølje på 1.200 rækkehuse i drift og har flere store byggeprojekter i gang, er samarbejdet en vigtig del af selskabets strategi om høj driftssikkerhed og dokumenterede standarder i takt med væksten.

5.000 boliger på længere sigt

– Når vi vokser hurtigt, stiller det høje krav til struktur og samarbejde. Vi har brug for partnere, der leverer både kvalitet og stabilitet, siger teknisk chef Henrik Olsen og tilføjer, at målet er 3.000 boliger i drift inden for overskuelig fremtid og 5.000 på længere sigt.

Teknisk chef Henrik Olsen, Velkomn.

– Selve vores byggerier skal leve op til høje standarder, men det skal driften også. Investorer og lejere forventer, at vi kan dokumentere, hvad vi gør og hvorfor, siger Henrik Olsen.

Læs også

Vinteren sætter fokus på energirenovering og korrekt planlægning

Hos GK Danmark ser man samarbejdet som et godt eksempel på, hvordan teknisk drift og energieffektivisering hænger tæt ammen, særligt i byggerier med DGNB-standarder:

– I dag handler det i stigende grad om at kunne dokumentere effekten og bidrage aktivt til kundernes samlede klima- og energimål, siger regionsdirektør Lars Sjørring fra GK Danmark.

Regionsdirektør Lars Sjørring, GK Danmark. Foto: PR/Lindskov Communication.

Han tilføjer:

– Flere bygherrer og ejendomsselskaber tænker strategisk i hele ejendommens livscyklus. Det kræver, at drift og service tænkes med fra starten.

GK Danmark er en del af den nordiske og familieejede teknikkoncern GK Gruppen.

Relateret indhold