V2C åbner afdeling på Fyn

Den fire år gamle virksomhed V2C med kontorer i København og Aarhus vil opbygge en ny afdeling i Odense.
Direktør og stiftende partner Lars Blaaberg fra V2C (tv) byder velkommen til tidligere direktør for Creo Arkitekter A/S Hans Toksvig Larsen, der skal opbygge V2C's nye kontor i Odense.
Direktør og stiftende partner Lars Blaaberg fra V2C (tv) byder velkommen til tidligere direktør for Creo Arkitekter A/S Hans Toksvig Larsen, der skal opbygge V2C's nye kontor i Odense.

V2C er nu klar til at opbygge virksomhedens tredje kontor i Danmark. Det hele startede i København for fire år siden. For halvandet år siden åbnede man en afdeling i Aarhus og nu er turen så kommet til Odense.

– Vi understreger vores ambition om at udvikle virksomheden til et landsdækkende, uvildigt rådgiverfirma, der i tæt kontakt med kunderne skaber værdi til bygherrer og deres projekter, siger direktør og stiftende partner Lars Blaaberg.

Bygherrerådgiveren har ansat arkitekt og tidligere administrerende direktør i Creo Arkitekter A/S, Hans Toksvig Larsen, til at varetage opbygningen af den nye fynske afdeling.

– Efter mange års tilløb har Odense taget hul på en ny æra, der præger udviklingen af hele Region Syd. Det er som den grimme ælling, der vågner i forvandling med udvikling og byggeri af en række store bolig- og erhvervsbyggerier, massiv byudvikling, renovering af havneområder og store investeringer i ny infrastruktur, samt modernisering og udbygning af Odense Universitets Hospital, siger Hans Toksvig Larsen.

Hans Toksvig Larsen fortæller videre, at V2C’s nye afdeling i Odense får til huse i det nyrenoverede kontorhotel Pakhusgården 54, hvor virksomheden rykker ind som husets første lejer medio maj, og han glæder sig til at tage hul på et helt nyt kapitel i et langt karriereforløb i førende arkitekt- og ingeniørvirksomheder.

– Det er en ny verden, der efter mange år på ledende poster i hæderkronede organisationer, åbner sig og lægger nye lag på en generalists erfaring, og jeg glæder mig til at spille med på V2C’s bane både som iværksætter med opbygning af en ny afdeling i Odense, og som advisor, der med afsæt i nytænkning af byggeriets processer skaber bedre byggerier og merværdi til bygherrerne.

Relateret indhold