Utilfredsstillende resultat, men Jorton tror på fremtiden

To byggesager, bygherre og underentreprenør gik konkurs, har kostet på årsresultatet for entreprenøren, der ellers leverede en stigning i omsætning på 12,8 %.
Adm. direktør i Jorton, Allan Harbo.
Allan Harbo havde mange år i Jorton bag sig, inden han i 2016 kunne sætte sig i direktørstolen.

En omsætning på 1,25 mia. kroner, men et endeligt resultat på 9,6 mio. kr. er ikke tilfredsstillende, fortæller Allan Harbo, adm. direktør i Jorton, der dog vurderer, at virksomheden står et rigtig godt sted blandt andet takket være en flot ordrebeholdning:

– Vores resultat er påvirket af to konkrete byggesager, hvor henholdsvis en bygherre og underentreprenør er gået konkurs under projektets opførelse. Det har medført betragtelige tab, men viser samtidig, at Jorton i dag har styrken til at overkomme byggeriets uforudsigeligheder, når vi trods sådanne sager ender med sorte tal på bundlinjen.

Tæt på lokale bygherrer, arkitekter og slutbrugere

Optimismen bygger direktøren også på udvidelsen af en ny afdeling i Hjørring, der allerede har en pipeline af spændende byggeprojekter, heriblandt en omfattende udvidelse af Skallerup Seaside Resort:

– Vi vil være tæt på de lokale bygherrer, arkitekter og slutbrugere. Vi forstår derved deres lokale udfordringer og behov og bygger med hensyn til disse. At være lokalt til stede er en vigtig del af vores strategi og succes, hvilket også var grundlaget for vores seneste udvidelse med et kontor i Hjørring. Vi er blevet taget godt imod i byen og oplandet og aktivitetsniveauet har fra begyndelsen været flot, siger Allan Harbo.

Også styrket på Sjælland og Fyn

Han fortæller videre, at Jorton gennem 2021 også styrket sin tilstedeværelse på Sjælland og Fyn, hvor aktiviteten har været stødt stigende:

– Det har blandt andet resulteret i, at vi skal opføre et stort boligbyggeri for PFA i Slagelse og en administrationsbygning for den odenseanske medicinalvirksomhed Orifarm.

Flere bæredygtige byggesager

Desuden har entreprenøren de senere år lagt kræfter i at bevæge sig i en grønnere retning og har gennem 2021 budt ind på bæredygtige byggesager og sørget for, at medarbejderne er rustet til at varetage for eksempel store DGNB-projekter:

– Mange af de sager, vi har budt på i 2021, har vi efterfølgende vundet, og det betyder, at vi i 2022 har påbegyndt flere spændende DGNB-certificerede byggerier. Mest markant er nok opførelsen af Danmarks største plastsorterings- og genanvendelsesanlæg i Esbjerg for Quantafuel, der kommer til at vende op og ned på, hvordan plastik genbruges og sorteres i Danmark, forklarer Allan Harbo, og derfor samlet set anskuer Jortons resultat og position i den danske byggebranche positivt:

– Selskabets ordrebeholdning udgør ved indgangen til 2022 i alt 1,6 mia. kroner, hvilket er en stigning på 13 % i forhold til samme tidspunkt sidste år. Af den samlede ordrebeholdning er 1,1 mia. kroner til udførelse i 2022 svarende til en vækst på 1,5 % i forhold til samme tidspunkt sidste år. Vores forventning til 2022 er et positivt resultat på 30 mio. kroner, siger Allan Harbo.

Relateret indhold