Unfair konkurrence fra offentlig virksomhed

Dansk Byggeri er godt tilfreds med konklusionerne i den seneste rapport fra Konkurrencerådet, der peger konkurrenceforvridning fra offentlige virksomheder.
Branchedirektør Jette Snoer, Danske Byggematerialer. Foto: Ricky John Molloy.
Branchedirektør Jette Snoer, Danske Byggematerialer. Foto: Ricky John Molloy.

Ifølge Dansk Byggeri er det største problem, at reglerne for at drive offentlig virksomhed er uklare, fordi det i mange tilfælde ender i en unfair konkurrencesituation mellem private virksomheder og det offentlige.

– Nu er det på tide, at der bliver gjort noget ved det. Man må definere, hvad der er de kommunale kerneopgaver, påpeger branchedirektør i Danske Byggematerialer, Jette Snoer over for Dagens Byggeri.

– Det er ærlig talt chokerende, at kommunerne ikke engang er i stand til at redegøre for omfanget af den samlede erhvervsvirksomhedsdrift. I dag ved vi reelt ikke inden for hvilke områder og i hvilket omfang, kommunerne driver virksomhed – og dermed driver kommerciel virksomhed i direkte konkurrence med private virksomheder, siger Jette Snoer.

Vinduer til spotpris

Hun peger blandt andet på en sag fra Nordjylland, hvor kommunerne Hjørring og Brønderslev sælger vinduer fra genbrugspladsen “til spotpris”:

– Der er et veludviklet marked for vinduer, og de kan ikke konkurrere med en kommunal genbrugsplads, der har skattekroner i ryggen. Og så overholder de kommunale virksomheder ikke de regler, der elles gælder, når man sælger byggevarer, siger Jette Snoer, som opfordrer erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen til at handle hurtigt på Konkurrencerådets anbefalinger.

Bør lytte

Også afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm, mener, at regeringen bør lytte til Konkurrencerådets anbefalinger:

– Mange virksomheder oplever unfair konkurrence fra det offentlige, når staten eller kommunerne konkurrerer på markeder, hvor der også er private virksomheder. Vores medlemsvirksomheder oplever ofte, at de i konkurrencen med især kommunerne støder på priser og tilbud, som er helt ude i skoven, fordi kommunerne ikke bruger samme regnskabspraksis som private og derfor ikke medregner de samme omkostninger, undlader at indregne fortjeneste samt krydssubsidierer, siger Frank Korsholm.

Relateret indhold