Siden 2010 har Søren Jørgensen været en del af C.F. Møller og har gennem årene varetaget en række forskellige roller.
Den 1. september tiltræder han så ny leder af arkitektvirksomhedens kontor i København.
– Gennem de seneste 15 år har Søren opnået stor indsigt i C.F. Møllers kultur, processer og projekter og har løbende påtaget sig ledende roller både på projekt- og afdelingsniveau. Det er en styrke at kunne løfte en intern profil med Søren Jørgensens erfaring, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde, siger Søren Adamsen, COO hos C.F. Møller Architects.
Søren Jørgensen begyndte som bygningskonstruktør og har bl.a. været projektleder på WoodHub i Odense og Energinets hovedkvarter i Fredericia.

1:1 Landskab henter ny adm. direktør i 3XN
Den nye chef overtager rollen som afdelingschef i København fra partner og arkitekt Franz Ødum.
Ved at inddrage Søren Jørgensen i den daglige ledelse af kontoret giver det partnerne Franz Ødum, Thue Borgen Hasløv og Mads Mandrup mulighed for at fokusere på faglig udvikling og styrkelse af C.F. Møllers position i markedet, oplyser virksomheden.
Videreudvikling af stærkt samarbejde
Den nye afdelingschef er oprindeligt uddannet tømrer og senere bygningskonstruktør. Før han kom til C.F. Møller, arbejdede han hos JJW Arkitekter og Juul Frost Arkitekter.
– Efter mange år i C.F. Møller har jeg et indgående kendskab til virksomhedens struktur og en tæt relation til mine dygtige kollegaer. Det giver et solidt fundament for at videreudvikle det stærke samarbejde – både i afdelingen og på tværs af vores kontorer, siger Søren Jørgensen.

Thing Brandt Landskab og CCO Arkitekter slår sig sammen
– Jeg ser frem til at påtage mig det ledelsesmæssige ansvar og bidrage til den fortsatte udvikling af den daglige drift og strategi.
C.F. Møller Architects har kontorer i København, Aarhus, Aalborg, Stockholm, Malmø, Oslo og Berlin og beskæftiger omkring 300 medarbejdere.