Udbud på stadionbyggeri annulleret

Laveste bud på byggeriet af nyt stadion i Helsingør var over 22 millioner kroner dyrere end budgettet på 58 millioner kroner
Visualisering: Nova5 og Elkiær + Ebbeskov
Visualisering: Nova5 og Elkiær + Ebbeskov

Nyt stadion i Helsingør

  • Bygherre: Helsingør Kommune
  • Landskab: Møller & Grønborg
  • Ingeniør: Lyngkilde rådgivende ingeniører
  • Arkitekter: Nova5 og Elkiær + Ebbeskov
  • Størrelse: 2800 m²
  • Anlægssum: 57 mio. kr.

Budgettet på at bygge nyt fodboldstadion i Helsingør lyder på 57,6 millioner kroner. Det laveste bud i udbuddet er på 80,3 millioner kroner. Det er 40 procent over budget.

Det har betydet, at byrådet i Helsingør Kommune har valgt at annullere udbuddet.

Læk fra kommunen

Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen, har man valgt at annullere udbuddet og gå i markedsdialog med budgiverne.

– Modellen er valgt efter læk af fortrolige oplysninger fra den lukkede del af økonomiudvalget og byrådets dagsorden, står der i pressemeddelelsen.

– Modellen indebærer et nyt udbud, men før det sker, vil Helsingør Kommune indlede en dialogproces, hvor der sammen med interesserede entreprenører findes forskellige muligheder for optimeringer, som kan have en betydning for prisen. Målet er at komme betydeligt tættere på den oprindelige budgetramme på 57,6 millioner kroner, står der videre.

Alt efter processens gang, forventer man, at tidsplanen bliver forsinket med fire til seks måneder.

– Usikkerheden knytter sig især til, at byggeperioden nu vil komme til at strække sig hen over en vinterperiode, skriver kommunen.

De oprindeligt indkomne licitationsbud lå mellem 80,3 millioner kroner og 94,5 millioner kroner.

Relateret indhold