Christina Jørgensen er navnet på Freja Ejendommes kommende administrerende direktør. Hun har en baggrund som bygningsingeniør, og har beklædt fremtrædende poster flere steder i branchen – senest tre år som direktør for projektudvikling & OPP hos MT Højgaard.
– På bestyrelsens vegne er jeg rigtig glad for at kunne byde Christina Jørgensen velkommen til Freja Ejendomme. Christina har omfattende erfaring med alle dele af værdikæden i ejendomsbranchen, og er den ideelle kandidat til at tage over efter Karen Mosbech. Jeg og resten af bestyrelsen ser frem til vores fremtidige samarbejde, siger bestyrelsesformand Hans J. Carstensen, i Freja Ejendomme.
Christina Jørgensen ser frem til at blive en del af teamet i Freja.
– Jeg har med interesse fulgt de flotte resultater, som Freja har opnået under Karen Mosbechs ledelse, og jeg ser det som et stort privilegie, at skulle fortsætte denne udvikling sammen med Carsten Rasmussen og hele organisationen. En organisation som er respekteret for at være både dedikeret, ordentlig og præget af høj faglighed. Jeg har arbejdet med ejendomme i mange år, og når man som jeg brænder for bæredygtig og værdiskabende udvikling, så tror jeg ikke, at der findes en mere spændende stilling i branchen. Jeg glæder mig til at tiltræde den 1. juni, lyder det fra den kommende direktør.
Karen Mosbech meddelte i efteråret, at hun ville forlade topstilling i sommeren 2021.