Teknologer vil kortlægge bygningsmassens ressourcer

Den cirkulære omstilling i byggeriet kræver bedre styr på informationer og dokumentation, når man bygger nyt, river ned og renoverer, mener man hos Teknologisk Institut.
Hos Teknologisk Institut vil man sikre at bestanddelene i et byggeri står velbeskrevet i et bygningspas, så man kan genanvende materialerne ved nedrivning. Foto: Teknologisk Institut.
Hos Teknologisk Institut vil man sikre at bestanddelene i et byggeri står velbeskrevet i et bygningspas, så man kan genanvende materialerne ved nedrivning. Foto: Teknologisk Institut.

Byggebranchen i dag mangler generelt overblik.

Særligt når man taler cirkulær omstilling, er et bygningspas derfor svært at komme udenom. Sådan lyder udmeldingen fra Teknologisk Institut, hvor konsulent Rikke Juel Lyng til daglig arbejder med at rådgive bygningsejere og branchen generelt inden for cirkulær økonomi.

– Med et bygningspas i hånden, vil bygherre og nedriver have alle oplysninger om et byggeri samlet et sted. Det betyder, at man fremover kan undgå mange uforudsete overraskelser, som man ofte ser i dag, siger Rikke Juel Lyng og understreger, at man med et bygningspas får fuldt overblik over, hvilke ressourcer der er i bygningen, samt hvor eventuelle skadelige stoffer er placeret, så man bedre undgår ulykker under nedrivning.

Informationer skal samles

Som det er i dag, er mange af de oplysninger, som et bygningspas skal indeholde allerede tilgængelige, men de er spredt ud i mange dokumenter.

– I vedligeholdelsesmanualer, datablade, tegninger og udbudsmateriale kan man finde megen af den information, som vi søger at samle. Men det er sjældent, at det er tænkt ind, at de skal gives videre til senere brug, som ved renovering og nedrivning. Når vi bygger i dag, tænker de færreste på, at byggeriet måske skal rives ned om 50 år og slet ikke på at holde oplysningerne om byggeriet samlet, og derfor er de oftest spredt for alle vinde, forklarer Rikke Juel Lyng.

Nøgleoplysninger som dokumentation

Hvis et bygningspas skal kunne anvendes som dokumentation og give det samlede overblik over en bygning, er der er en række nøgleoplysninger som skal være samlet i bygningspasset, ligesom der skal være mulighed for, at man kan udvide med andre oplysninger, som også kan være relevante, når byggeriet skal rives ned eller renoveres.

– Et bygningspas skal blandt andet indeholde en overordnet beskrivelse af konstruktionsdele, oplysninger om mængder og dimensioner, om materialetyper og placering samt om eventuelle kemikalier og oplysninger om specifikke produkter. Det er også vigtigt at huske anvisninger til, hvordan materialer er samlet og hvordan de adskilles ved nedtagning. Hvis man ved, hvordan materialerne er samlet, er det nemmere at skille dem ad uden at ødelægge dem og derved har man højnet kvaliteten af materialer til direkte genbrug. Byggeriet kan også være designet til at kunne adskilles igen og derved er nedtagning tænkt ind fra start, understreger Rikke Juel Lyng.

Med et bygningspas i hånden, vil bygherre og nedriver have alle oplysninger om et byggeri samlet et sted.

Relateret indhold