1:1 Landskab udvider: ”Alle projekter skal have en partner for bordenden”

Tegnestuen udvider nu partnerkredsen med landskabsarkitekterne Stine Schibsbye og Arendse Kjærulff-Schmidt som associerede partnere.
Fem mennesker, klædt hovedsageligt i sort, fotograferes foran væg malet med graffiti.
Partnerkredsen består nu af (fra venstre): Trine Trydeman, Jacob Kamp, Arendse Kjærulff-Schmidt, Simon Enemærke og Stine Schibsbye. Foto: Tine Harden.

Det går godt for tegnestuen 1:1 Landskab, der i de seneste 5-10 år har bidraget til projekter i Luxembourg, Norge, Letland og Tyskland, mens porteføljen herhjemme byder på projekter som Grønttorvet, Carlsbergbyen og Ikeas nye taghave.

Læs også

Mytisk fæstning åbner op for historiske højdepunkter

Virksomheden har dog meget mere på tegnebrættet, og derfor mander man nu op i partnerkredsen med landskabsarkitekterne Stine Schibsbye og Arendse Kjærulff-Schmidt som associerede partnere:

– Vi har en filosofi om, at alle projekter skal have en partner for bordenden for at garantere kvaliteten. Med Stine og Arendse på partnerholdet sikrer vi det høje faglige niveau og fortsætter vores organiske vækst, fortæller adm. direktør og stiftende partner Trine Trydeman.

– Stine og Arendse er begge fantastisk dygtige landskabsarkitekter, som har været hos os i mange år. Vi er meget glade for, at de har sagt ja til deres nye roller, tilføjer hun.

Mestrer virkemidler til fingerspidserne

Stine Schibsbye har indgående erfaring med offentlige projekter, er projekteringsleder og ledende medarbejder på bl.a. Fælledby-projektet.

Arendse Kjærulff-Schmidt har haft ansvaret for flere af tegnestuens største, mest komplekse byggesager, herunder flere af byggefelterne i Carlsberg Byen, Novonesis, Ny Ellebjerg Station og sidder pt. med udviklingen af landskabet til udvidelsen af Mærsks nye hovedkvarter.

Læs også

Pavilloner og åbne gårdhaver: BIG designer kinesisk kunstmuseum

– Stine og Arendse mestrer de landskabelige virkemidler til fingerspidserne. De formår at finde det nyskabende, æstetiske og menneskelige i hvert projekt. Samtidig er de virkelig gode til at etablere stærke samarbejdsrelationer, få tingene bygget og sikre fremdriften på projekterne, hvad enten der er tale om den helt store skala eller et mindre projekt, siger director of design og stiftende partner Jacob Kamp.

Med udvidelsen består 1:1 Landskabs partnerkreds af de to stiftende partnere Jacob Kamp og Trine Trydeman samt tre associerede partnere: Simon Enemærke, Stine Schibsbye og Arendse Kjærulff-Schmidt.

Relateret indhold