I en ny interviewserie på Dagens Byggeri tager en række af byggeriets topchefer temperaturen på bygge- og anlægsbranchen – og fortæller, hvordan de med deres virksomheder møder branchens udfordringer nu og i den kommende tid.
Denne gang er det CEO Dariush Rezai fra den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed, Sweco, hvis danske afdeling har over 1.500 medarbejdere og en omsætning på over 1,5 mia. kroner (EBITA: 184 mio. kroner).
På hvilke område(r) har byggeriet ændret sig mest det seneste år, og hvad skyldes det?
– Vi har oplevet en mere usikker markedssituation som følge af krigen i Ukraine, stigende renteniveau, inflation og materialepriser, der har påvirket særligt det private boligmarked. Omvendt har vi også set vækst i nye markeder som f.eks. pharma, logistik, energi, infrastruktur, renovering og transformation, hvor vi i Sweco har meget høj aktivitet.
– Samtidig har vi mærket en yderligere acceleration inden for bæredygtighedsydelser foranlediget af de nye CO2-lovkrav, EU-taksonomien og en generel velvillighed blandt bygherrer til at investere i mere bæredygtige projekter. Vi kan konkret se det på vores bæredygtighedsteams, der vokser for at følge med efterspørgslen.
På hvilke område(r) er branchen mest udfordret i 2023, og hvordan kan det løses?
– Vi har som branche og samfund en bunden opgave med at nedbringe påvirkninger af klima og biodiversitet gennem vores byggeri og det byggede miljø. Lovkrav fra både Christiansborg og EU har lagt et positivt og nødvendigt pres på alle os i byggeriet for at få branchen i en grønnere retning.
– Men vi har lang vej endnu. Derfor hilser jeg også yderligere regulering, herunder CO2-beskatning og tilsvarende udvikling af klare bindende grænseværdier for biodiversitet, meget velkommen.
Hvilke mål har Sweco sat sig for 2023, og hvordan vil I nå og måle succes?
– Vi har et mål om, at vores forretning skal vokse både organisk og via opkøb. Vi skal fortsætte vores positive udvikling, der for alvor startede for fem år siden, hvor vi lagde en strategi med kundeforståelse, integreret rådgivning og bæredygtighed som pejlemærker.
– Det kræver, at vi fortsætter med at rekruttere nye kolleger, bl.a. inden for bæredygtighed, så vores kompetencer vokser både i bredden og i dybden. Vi har i årets første måneder budt mere end 100 nye kolleger velkommen, og vi har en målsætning om at byde yderligere 200 velkommen inden årets udgang.
Hvordan har Sweco bidraget til den grønne omstilling, og hvordan vil I bidrage til den i 2023?
– Bæredygtighed er omdrejningspunktet i alle vores projekter, og som rådgiver udlever vi bæredygtighed igennem vores kunders projekter.
– Vi oplever, at vi i højere grad bliver betroet større og mere komplekse projekter end tidligere, hvor vi rykker ved den grønne omstilling i stor skala. Det gælder f.eks. et projekt som Energiøen, hvor vi som rådgiver for Energistyrelsen skal bidrage til at sikre, at Danmark høster sine unikke offshore vind-ressourcer på bedst mulig vis og samtidig bliver en rollemodel for den grønne energiomstilling globalt.
– Et andet eksempel er, at vi sammen med Ikano Bolig har vundet innovationsprojektet ‘Fra 4 til 1 planet’, der skal reducere klimaaftrykket i boligbyggeri helt ned til maksimalt 2,5 kg CO2-ækv./m2/år. Et andet spændende projekt er, at vi skal lede et stort forskningsprojekt på tværs af norden med fokus på at strømline LCA-metoder til byggeriet og foreslå grænseværdier.
Hvordan vil virksomheden tackle udfordringen med at tiltrække og fastholde dygtige og kvalificerede medarbejdere i 2023?
– Vores ambitioner for Sweco er høje og kræver, at vi ikke alene tiltrækker de dygtigste medarbejdere i branchen, men at vi også formår at udvikle dem.
– Vi ser, at vi med vores integrerede tilgang, hvor arkitekter og ingeniører sidder under samme tag og arbejder sammen på projekterne, tilbyder en ny arbejdstilgang i branchen, som er attraktiv. Vi er også den rådgiver med flest bæredygtighedsspecialister, hvilket vi kan se giver en dominoeffekt ift. at tiltrække de dygtigste inden for området.
– Samtidig investerer vi markant i medarbejderudvikling med karriereprogrammer og lederprogrammer, der samlet styrker faglig specialisering indenfor bl.a. bæredygtighed, projektledelse og ledelse i praksis.
Hvordan vil Sweco bidrage til at øge effektiviteten i byggebranchen?
– I branchen har vi et fælles ansvar for at øge produktiviteten. Med øget produktivitet skaber vi større råderum til at investere i bæredygtighed, bedre kvalitet i materialer og løsninger samt bedre arkitektur.
– Vi kan se, at integreret rådgivning er med til at sikre, at de rette kompetencer kommer i spil på rette tidspunkt, og netop det er vejen til mere effektive processer, højere produktivitet, færre konflikter for de involverede, større arbejdsglæde og mere bæredygtige projekter.
– Derudover investerer vi fortsat massivt i digitalisering og automatiseringer.
Hvordan kommer teknologi til at påvirke branchen i 2023, og hvordan forholder Sweco sig til udviklingen?
– Der er ingen tvivl om, at digitale værktøjer og kunstig intelligens nu er så modne teknologier, at det kommer til at udfordre branchens måde at arbejde på. Kunstig intelligens indebærer både fantastiske nye muligheder, men også store forandringer, som vi alle skal til at forholde os til.
– Vi skal udforske og lære, hvordan vi mest intelligent gør brug af kunstig intelligens, så det skaber merværdi i vores arbejde, samtidig med at vi møder vores kunder med autentisk intelligens – altså kombinerer det bedste fra teknologiens verden med vores menneskelige og faglige egenskaber til at lytte til og gå i dialog med vores kunder om deres projekter og behov.
– Konkret har vi netop lanceret vores egen chatrobot, der sikrer, at vi får størst mulig gavn af teknologien uden at kompromittere vores egen data.
Hvad, tror I, vil præge branchen mest i 2023, og hvordan vil den udvikle sig?
– Der er to overordnede trends. Bæredygtighed vil fortsat være dominerede, og på nogle punkter – f.eks. biodiversitet – vil det fylde endnu mere. Derudover kunstig intelligens, som er en voldsom disrupter, der indebærer store forandringer og muligheder, som vi allerede nu er godt i gang med at udforske i Sweco.