Sweco styrker sin smart building-ekspertise med opkøb i Holland

Danskejede Sweco udvider endnu en gang i Holland – nu med fokus på intelligente og sikre bygninger.
Med det seneste opkøb styrker Sweco sig inden for teknologisk avancerede bygningsmiljøer. Foto: Getty Images.

Med opkøbet af den hollandske ingeniørvirksomhed Brain of buildings tager Sweco endnu et skridt mod at styrke sin position inden for smart building-teknologi og bæredygtig byudvikling.

Opkøbet tilføjer 30 specialister til Swecos hollandske forretning og understøtter koncernens strategi om vækst gennem målrettede kompetencetilføjelser.

Læs også

Rådgiver udvider med fjernkøling og styrker ledelsen

Brain of buildings er specialiseret i at integrere teknologiske løsninger i design og drift af intelligente og sikre bygninger. Virksomheden leverer rådgivning inden for blandt andet sikkerhed, brandsikring, el- og mekaniske installationer, og har siden sin grundlæggelse i 2004 markeret sig som en teknologisk frontløber – blandt andet med titlen som Hollands mest intelligente virksomhed.

– Vi er glade for at byde Brain of buildings velkommen til Sweco. De tilfører både viden og erfaring, der gør os i stand til at møde den stigende efterspørgsel på integrerede teknologiløsninger i det byggede miljø, udtaler Eugene Grüter, Business Area President i Sweco Holland.

Eugene Grüter, Business Area President, Sweco i Holland. Foto: Tobias Regell

Brain of buildings forventes at nå en omsætning på ca. 5,2 mio. euro i 2025, og vil blive integreret i Sweco med det samme. Til sammenligning havde Sweco Holland en omsætning på 283,4 mio. euro i 2024.

Styrker fodfæstet

Opkøbet er det seneste i en række strategiske tilføjelser til Swecos hollandske organisation. I løbet af det seneste år har koncernen blandt andet overtaget en miljøkonsulentvirksomhed med 200 eksperter, en ingeniørvirksomhed med 60 ansatte og en by- og anlægsrådgiver med 30 medarbejdere.

Læs også

Sweco udvider med hollandsk opkøb

Sweco beskæftiger i dag over 22.000 eksperter på tværs af Europa. Med de nyeste tilføjelser styrkes virksomhedens position yderligere på det hollandske marked – især inden for udviklingen af bl.a. teknologisk avancerede bygningsmiljøer.

Relateret indhold