Arkitekt- og ingeniørrådgiveren har netop leveret et kvartalsregnskab, der viser finansiel fremgang og øget efterspørgsel.
Årets første tre måneder har nemlig resulteret i en EBITA-margin på 16,0 % svarende til 94 mio. kroner, hvilket er 2,2 procentpoint højere end første kvartal 2024.
Omsætningen lød på 588 mio. kroner, som er lig med en organisk vækst på 6 % sammenlignet med første kvartal 2024.
– Vi befinder os i en tid med historisk stor usikkerhed. I Sweco har vi imidlertid gennem flere år arbejdet målrettet på at oparbejde en robusthed ved at have en bred diversitet i vores ydelser og være eksponeret i en bred vifte af delmarkeder, som ikke er underlagt de samme drivere for efterspørgsel, siger CEO Dariush Rezai.

Sweco øger omsætning og indtjening for 7. år i træk
Han fortæller videre, at virksomheden er godt positioneret til de muligheder, der følger med et stærkere Danmark og Europa, hvor øgede investeringer i sikkerhed og en fortsat acceleration af den grønne omstilling er helt afgørende for fremtiden:
– Vores tværfaglige og integrerede tilgang er stærkt efterspurgt, og det giver os et solidt udgangspunkt nu og fremover, bl.a. inden for forsvar, energi, vand, infrastruktur, miljø og pharma.
– Derfor fortsætter vi med at gøre det, vi allerede gør godt – nemlig at være helt tæt på vores kunder og omsætte deres behov til konkrete løsninger. Samtidig øger vi selv investeringerne i udvikling, digitalisering, rekruttering og samarbejde på tværs af Sweco-landene, der styrker vores lokale, danske projekter, siger Dariush Rezai.

Udbud afgjort: Sweco og Rambøll skal sikre Østdanmarks elnet
I årets første måneder har Sweco Danmark bl.a. vundet rådgiveraftaler med de østdanske netselskaber Cerius, Radius og deres fælles driftsselskab Nexel om udbygningen af elnettet i Østdanmark frem til 2030 samt store aftaler med Vejdirektoratet på 3. Limfjordsforbindelse, der inkluderer vejbroer over jernbanen, projektering af 24 bygværker samt natur- og miljørådgivning frem til 2034.