Sweco henter ny CFO fra egne rækker

Divisionsdirektør Jeppe Allert Madsen tiltræder som CFO og bliver del af direktionen i Sweco Danmark.
Jeppe Allert Madsen: Efter 20 års med forskellige poster og afdelinger hos rådgiveren Sweco har den nye CFO dyb forretningsforståelse og fingeren på pulsen. Foto: Sweco Danmark.
Jeppe Allert Madsen: Efter 20 års med forskellige poster og afdelinger hos rådgiveren Sweco har den nye CFO dyb forretningsforståelse og fingeren på pulsen. Foto: Sweco Danmark.

Det er en mand med bundsolidt kendskab til virksomheden og kulturen, der nu får ansvaret for finanserne i den danske del af rådgivergiganten Sweco.

38-årige Jeppe Allert Madsen har nemlig siden 2004 haft sin gang i virksomheden, hvor han startede som regnskabselev i det daværende Carl Bro.

Siden har han været gennem en række forskellige poster både inden for det finansielle og ledelsesmæssige. Først som Finance Manager, og siden som afdelingschef, afdelingsdirektør og divisionsdirektør i bl.a. Byggeri, Vand, Energi & Miljø samt International og senest som direktør for Intelligent Society.

Et stort aktiv i vores vækstrejse

Nu overtager Jeppe Allert Madsen stillingen fra Steen Steensen, som efter eget ønske stopper i Sweco Danmark for at tiltræde som direktør i en familieejet virksomhed på Vestsjælland.

– Med Jeppe Allert Madsen får vi i Sweco Danmark en CFO med en solid finansiel baggrund kombineret med en dyb og omfattende forretningsforståelse, som udgør et stort aktiv i vores vækstrejse, siger Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark, og fortsætter:

– Herudover har Jeppe gennem sine knap 20 år i virksomheden et indgående og bredt kendskab til vores virksomhed og kultur. I samme moment ønsker jeg at takke Steen Steensen for sin store indsats og rolle i den positive udvikling, som vi har været igennem de seneste fem år.

Vender tilbage til regnskaberne

Jeppe Allert Madsen er økonom med en HD og en MBA fra CBS og blev allerede som 34-årig en del af landeledelsen i Sweco Danmark.

I de seneste tre år han haft det overordnede ansvar for Swecos teknologi-, drift- og asset management-forretninger samt Swecos internationale aktiviteter, men nu vender han altså tilbage til sin oprindelige faglighed.

– Jeg har igennem snart 20 år haft fornøjelsen af at arbejde i en virksomhed, der har givet mig muligheden for at vokse fagligt og menneskeligt og samtidig lære forretningen at kende i både bredden og dybden. At blive CFO og en del af direktionen i Sweco Danmark er en drøm, som går i opfyldelse for mig, og jeg er både glad og stolt over den tillid, som virksomheden har vist mig, siger Jeppe Allert Madsen.

Han konstaterer, at Sweco er inde i en positiv udvikling, hvor virksomheden vokser både organisk og gennem opkøb, som har gjort den i stand til at løfte indtjeningen til et markedsledende niveau.

– Jeg er overbevist om, at vi har forudsætningerne for at fortsætte den positive udvikling og ser på et personligt plan frem til at bidrage til at opnå vores ambitiøse mål for fremtiden, slutter Jeppe Allert Madsen.

Relateret indhold