30 medarbejdere skifter fredag en dansk ledelse ud med en svensk. I hvert fald i teorien – men det vender vi tilbage til.
I første omgang kan man byde velkommen til det, som nu er nordens største facadekoncern: Fasadgruppen AB, som har opkøbt P. Andersen & Søn i Danmark. Opkøbet er Fasadgruppens første uden for Sverige og med det passerer koncernen en milliard svenske kroner i omsætning. Og man er tilfreds med det danske indtog. Særligt fordi man har investeret i en sund forretning.
– Med opkøbet af P. Andersen & Søn går vi ind på et nyt geografisk marked og etablerer Fasadgruppen i Danmark. P. Andersen & Søn er en virksomhed med stærk lokal forankring, som udgør et godt grundlag for yderligere ekspansion i Danmark. Virksomheden har haft en stabil lønsomhed i mange år og har gode kunderelationer, siger Pål Warolin, administrerende direktør i Fasadgruppen.
Passer godt sammen
Grunden til, at ledelsesskiftet forbliver teoretisk hænger sammen med, at svenskerne også har købt de hidtidige ejere af P. Andersen & Søn.
Jeppe Danning, der er driftsdirektør i virksomheden fortsætter som partner og vil sammen med Peter Andersen fortsat drive og udvikle virksomheden som hidtil.
– Fasadgruppens model passer godt sammen med P. Andersen & Søn. Vi vil beholde vores stærke lokale identitet og kan samtidig drage nytte af Fasadgruppen forretningsmæssigt samt yde bidrag til de øvrige enheder med best practice. Vi ser frem til samarbejdet med vores nye søstervirksomhed i fremtidige projekter, siger Jeppe Danning.
Fasadgruppen Sverige AB er Nordens største totalleverandør af facader. Selskabet har cirka 500 ansatte og hovedkontoret ligger i Stockholm, Sverige. P. Andersen & Søn holder til i Lejre nær Roskilde.