Straks-betaling af fakturaer forbedrer likviditeten hos SMV’erne

Lange betalingsfrister er en kendt udfordring for mindre håndsværksvirksomheder. Derfor har timesags-platformen Ordrestyring hentet straks-indbetaling af fakturaer direkte ind på platformen, så pengene står på kontoen inden for få timer.
Helge Mærsk Bjerg fra Bjerg Køle Service i Padborg har tre ansatte og kalder straks-indbetalingssystemet OS Strax fra Ordrestyring for 'guld værd'. Foto: Anni Wiecka, Dansk Køl & Varme.
Helge Mærsk Bjerg fra Bjerg Køle Service i Padborg har tre ansatte og kalder straks-indbetalingssystemet OS Strax fra Ordrestyring for 'guld værd'. Foto: Anni Wiecka, Dansk Køl & Varme.

Forbedret cash-flow giver bedre muligheder for at investere i materialer og udstyr og færdiggøre eller opstarte projekter. Sådan lyder meldingen fra nogle af de små virksomheder, der bl.a. bruger den straks-indbetalingsfunktion, som timesags-platformen Ordrestyring netop har automatiseret efter svensk forbillede.

– Vi kan se, at det først og fremmest er de helt små virksomheder på mellem 1-7 ansatte, der har taget OS Strax til sig, som det bliver kaldt hos os. Det var også, hvad vi havde forventet. Nogen bruger det flere gange om ugen, mens andre gør det sjældnere; det er meget individuelt, fortæller Mikkel Leffers Svendstrup, Head of Partnerships hos Ordrestyring.

Straks-indbetaling via Ordrestyring, der kun gælder for håndværkernes erhvervskunder, koster i gennemsnit tre procent af fakturaens værdi. Det betyder, at hvis en håndværksmester sender en faktura på 30.000, så koster det 900 kr. at få dem indbetalt på kontoen straks.

Giver fleksibilitet og ro i sindet

En af de virksomheder, der løbende gør brug af straks-indbetaling af fakturaer, er Bjerg Køle Service i Padborg med tre ansatte. Her bruger indehaver Helge Mærsk Bjerg OS Strax som et effektivt værktøj til likviditetsstyring.

– Det er guld værd for os, bl.a. fordi vi har nogle store kunder, hvor der er op til 90 dages betalingsbetingelser. Ved at få betalingen ind på kontoen med det samme, så er vi bedre i stand til at investere mere i udstyr og materialer, men også starte nye projekter op eller færdiggøre igangværende projekter hurtigere, siger Helge Mærsk Bjerg.

For ham er de tre procent af fakturaens beløb et meget lille gebyr for at få ro i sindet.

– Man har jo masser af andre ting at tænke på. Samtidig giver det fleksibilitet, altså at man altid har muligheden for nem adgang til cash-flow, når der pludselig opstår situationer, der kræver kapital nu og her – f.eks. køb af maskiner, forklarer Helge Mærsk Bjerg.

Har automatiseret hele processen

I Sverige er straks-indbetaling af fakturaer hos de mindre håndværksmestre langt mere udbredt end i Danmark, og inspirationen er da også kommet fra Ordrestyrings svenske søsterselskab Hantverksdata.

Hos Ordrestyring er man dog gået skridtet videre ved at automatisere hele processen. Det har man gjort i et partnerskab med den danske fintech virksomhed Moneyflow, der leverer finansielle betalingsløsninger.

– Det har været helt afgørende for os, at vi kunne gå i markedet med en automatiseret løsning, hvor håndværkerne ikke skal udfylde en masse papirer som en del af en lang godkendelsesproces. Nu kan de hurtigt få styr på deres likviditet, og nogle bruger det også som et strategisk værktøj, hvor de tænker forretningen mere langsigtet, siger Mikkel Leffers Svendstrup, der har en forhåbning om, at bedre muligheder for likviditetsstyring kan forebygge risikoen for konkurser hos mindre håndværksvirksomheder.

Det gennemsnitlige beløb for straks-indbetaling af fakturaer ligger mellem 25-30.000 kr.

Relateret indhold