Jönsson Inventar, In-Sign Akustik og Jakon Inventarsnedkeri bliver til JJI Akustik & Inventar. Det sker fra den 1. juli i år med Jakon som den bærende økonomiske kraft.
Med sammenlægningen bygger JJI Akustik & Inventar videre på mange års håndværkstraditioner:
Jönsson Inventar har mere end 120 års håndværkertradition, og igennem fire generationer har familievirksomheden leveret high end-inventar til en bred vifte af nordiske virksomheder.
Ligeledes er In-Sign Akustik kendt for at levere højkvalitetsløsninger, særligt inden for brandgodkendte produkter, og ved at forene kræfterne, er forventningen, at eksisterende og kommende kunder vil opleve en positiv forskel ved fusionen, fortæller Janna Linn Grunth fra In-Sign Akustik, der bliver projektchef og overordnet ansvarlig i JJI Akustik & Inventar:
– Ved at samle vores kompetencer inden for akustik og inventar sikrer vi løsninger, som både i udtryk og funktion har den helt rette sammenhængskraft. Vi kan mærke, at det er noget som arkitekterne og bygherre efterspørger. Derfor er vi glade for nu at have samlet det hele ét sted, så vi kan tilbyde kvalitetsprodukter, specialiseret viden og projektspecifikke løsninger på tværs af både akustik og inventar.
Ved sammenlægningen får JJI Akustik & Inventar base i Ballerup med både værksted og kontorer. Virksomheden kommer til at beskæftige ca. 25 medarbejdere og har en ordrebeholdning på 95 mio. kroner.