Snart udsolgt til Byggeri’16

Danske Byggecentre ser med tilfredshed frem til den store messe i Fredericia til marts.
Til marts er der Byggeri'16 i Messe C i Fredericia. Arkivfoto: Kim Ebbesen.
Til marts er der Byggeri'16 i Messe C i Fredericia. Arkivfoto: Kim Ebbesen.

Brancheforeningen Danske Byggecentre er for 17. gang på godt 30 år tæt på at kunne melde udsolgt på alle udstillerpladser allerede nu i oktober til byggerimessen BYGGERI’16 til marts.

– Der er sket og sker fortsat en hastig udvikling med digital kommunikation, videokonferencer, sociale medier og meget andet godt, der bringer folk sammen på nye måder. Også i byggebranchen. Men det har fortsat høj værdi for både besøgende og udstillere at mødes personligt. Det kan vi se på både vores tilfredshedsmålinger og på vores konstant høje besøgstal, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, der arrangerer BYGGERI’16.

Vi oplever en meget, meget høj tilfredshedsgrad med messen blandt de besøgende og udstillerne.

Adm. direktør Palle Thomsen Danske Byggecentre

Og med 250 udstillere på plads allerede nu til messen, der først slår dørene op i Messe C, Fredericia i begyndelsen af marts, tyder det på, at Palle Thomsen har ret.

– Der er kun lidt plads tilbage til flere udstillere, og de over 400 byggecentre over hele landet, der står bag messen, sørger igen for, at busser proppet med håndværkere og folk fra byggeriet kommer til Fredericia. I øvrigt sammen med et større opbud af besøgende fra både Sverige og Norge. Det er årets store begivenhed i den skandinaviske byggebranche, forklarer Palle Thomsen.

Ekstremt tilfredse

Dermed trodser byggebranchen på 30. år de mange andre muligheder, der gennem årene er kommet til, for at erstatte det personlige møde.

– Vi oplever en meget, meget høj tilfredshedsgrad med messen blandt de besøgende og udstillerne, siger Palle Thomsen.

Over 90 procent af de besøgende svarede i 2014 i evalueringen af den sidste byggerimesse, at de er tilfredse med messens forløb, og 96 procent vægter den personlige dialog med udstillerne højt. Samtidig er ni ud af ti udstillere tilfredse eller meget tilfredse med antallet af besøgende og 87 procent af dem mener, at byggerimessen er væsentlig i deres profilering over for kunder.

400.000 besøgende

Byggerimessen blev afholdt første gang i 1985 og siden har antallet af besøgende ligget stabilt mellem 25.000 og 30.000.

Og selv for den allermest aktive udstiller eller de største byggecentre er det svært at få så mange potentielle kunder ind i butikken på fire dage.

Udstillerne på messen tæller alle typer af leverandører til byggeriet. Lige fra internationale koncerner som Velux til mindre producenter af specialudstyr. Mens de besøgende tæller håndværkere, ingeniører, arkitekter, entreprenører, bygherrer m.fl.

– Det er en begivenhed, byggebranchen ser frem til. Med masser af netværk, nye løsninger og produkter, god mad, overrækkelse af Klimaprisen, Energiprisen og Miljøprisen og muligheden for både at være afsted med kollegerne og møde samarbejdspartnere under kombinerede faglige og sociale former, siger Palle Thomsen.

Messen foregår i dagene 1. til 4. marts 2016 i Messe C i Fredericia.

Relateret indhold