Hvis det står til regeringen, skal det fremover ikke være muligt at tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau, hvis man i forvejen har en uddannelse. Det vil betyde, at en bygningskonstruktør ikke kan tage en kandidatuddannelse, og at arkitekter og ingeniører ikke kan blive bygningskonstruktører. Og hverken konstruktører, arkitekter eller ingeniører kan tage en ‘lavere’ uddannelse som tømrer.
Det siger formand i Konstruktørforeningen Gert Johansen og uddyber.
Det er vigtigt, at man ikke blokerer bevægelserne i byggeriet – mellem arkitekter, konstruktører, ingeniører og håndværkere.
Formand Gert Johansen Konstruktørforeningen
– Når en bygningskonstruktør ikke kan tage en kandidatuddannelse til fx arkitekt, er det, fordi man som led i kandidatuddannelsen først skal tage en ny professionsbacheloruddannelse. Da en bygningskonstruktør i forvejen har en bachelorgrad, kan vedkommende ikke tage uddannelsen – medmindre den studerende er villig til at betale uddannelsen selv, hvilket typisk koster 50.000-90.000 kr. om året, hvis uddannelserne ellers bliver udbudt som betalingsuddannelser. Det er der mange, der ikke gør, her i blandt bygningskonstruktøruddannelsen.
Ifølge Gert Johansen er årsagen til forslaget om et uddannelsesloft, at regeringen mangler 300 mio. kr. til finansiering af dagpengereformen.
Uddannelsesloft hæmmer byggeriet
Gert Johansen mener, at forslaget vil hæmme dynamikken i byggeriet.
– Det er vigtigt, at man ikke blokerer bevægelserne i byggeriet – mellem arkitekter, konstruktører, ingeniører og håndværkere. Det er bevægelser, der allerede i dag går på kryds og tværs, og det vil være skadeligt, hvis man forhindrer en arkitekt i at blive bygningskonstruktør, eller en bygningskonstruktør i at blive bygningsingeniør – eller vice versa. Alle varianterne forekommer, siger han.
30-årige Kelly Tsang er en af disse ‘varianter’, da hun som bygningskonstruktør efterfølgende også har taget en arkitektuddannelse.
– Jeg har altid haft en drøm om at blive arkitekt, men ville gerne have en grundlæggende forståelse for byggeteknik og konstruktion, hvorfor jeg først søgte ind på bygningskonstruktøruddannelsen. Da jeg blev færdig i 2010, var der en forholdsvis høj arbejdsløshed, så jeg søgte derfor ind på arkitektuddannelsen, hvor jeg blev færdig sidste år, siger Kelly Tsang og fortsætter:
– Jeg har for to måneder siden fået job på en tegnestue som bygningskonstruktør, hvor jeg også har arkitektopgaver. Jeg er overbevist om, at min chef har ansat netop mig, fordi jeg har kompetencer inden for både det æstetiske og byggetekniske område. Med begge mine uddannelser har jeg fået en større forståelse for alle led i et byggeprojekt og for mine kollegers arbejde, ligesom jeg bedre kan kommunikere med håndværkere – de udførende – og mit eget bagland – de projekterende.
Hvis uddannelsesloftet havde været gældende i 2010, ville Kelly Tsang ikke have givet sig i kast med en ny femårig uddannelse som arkitekt.
– Min økonomi ville slet ikke have kunnet række til, at jeg selv skulle betale en ny uddannelse. Det var svært nok for mig at få det til at hænge sammen uden SU de sidste par år af uddannelsen. Så hvis uddannelsesloftet havde gjaldt dengang, ville jeg ikke også have kunnet kaldt mig arkitekt i dag, siger Kelly Tsang.
Fra bygningskonstruktør til tømrer
Martin Emkjær på 26 år, der blev færdig som bygningskonstruktør i januar 2016 og nu er i gang med en uddannelse som tømrer, ville med ‘stor sandsynlighed’ heller ikke være gået i gang med en ny uddannelse, hvis han selv havde skulle betale den.
– Jeg valgte at tage en uddannelses som tømrer, fordi det har været svært for mig som nyuddannet bygningskonstruktør at få job i Jylland som byggeleder – selvom jeg havde gode karakterer. Med uddannelsen som tømrer vil jeg både få en større tværfaglighed inden for byggeriet og en bedre forståelse for, hvordan forskellige elementer af byggeriet bliver lavet i praksis. Derudover kan jeg som bygningskonstruktør i højere grad forholde mig til, hvor lang tid ting tager i en planlægningsproces, siger Martin Emkjær om baggrunden for at tage en anden uddannelse.
– Desuden mener jeg også, at man skal gøre sig unik og attraktiv for en arbejdsgiver. Jeg vil med en praktisk uddannelse på mit cv kunne tilføre en virksomhed stor tværfaglighed ved både at have en bred, teoretisk baggrund og viden samt en praktisk baggrund som tømrer, fastslår han.
KF: Dispensation i byggeriet
KF-formand Gert Johansen frygter, at udsigten til, at man selv skal betale for sin anden uddannelse på forhånd vil få nogen til at fravælge konstruktøruddannelsen.
– Hvis konstruktøruddannelsen kommer til at fremstå som en blindgyde, vil nogle unge måske fra start i stedet vælge en lang videregående uddannelse ‘bare for en sikkerheds skyld’. Og det vil være rigtig skidt, eftersom der er udsigt til en mangel på bygningskonstruktører, siger Gert Johansen, som opfordrer regeringen til at tænke forslaget om et uddannelsesloft godt igennem.
– Fra velunderrettede kilder på Christiansborg forstår jeg, at der også opereres med nogle dispensationsmuligheder, hvilket er helt nødvendigt for at skabe sammenhæng i byggeriet, da en af vejene hertil i et vist omfang er muligheden for at blive dobbeltuddannet uden at skulle betale for det.
