Dækningsafgiften
- – Dækningsafgiften er en skat på erhvervsejendomme, som enkelte kommuner kan vælge at pålægge virksomheder på baggrund af deres offentlige ejendomsvurdering.
- – 33 kommuner i Danmark opkræver dækningsafgiften.
Fredag morgen opfordrede SMVdanmark på det kraftigste politikerne til at komme op med en løsning ang. de snart offentliggjorte nye vurderinger fra SKAT, der ifølge organisationen risikerer at koste nogle virksomheder en mangedobling af deres erhvervsejendomsskat, også kaldet dækningsafgiften.
Læs mere: Kræver handling i 11. time: Her kan virksomheder blive ramt af skattebombe
Senere samme dag lød udmeldingen fra Christiansborg, at der var indgået en aftale mellem regeringen, Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre, der betyder, at dækningsafgiften årligt ikke kan stige med mere end 10 % af den nye fuldt indfasede dækningsafgift.
En aftale, som ifølge adm. direktør Jakob Brandt har stor værdi for landets virksomheder, da de sparer op mod 500 mio. kroner i perioden 2022-2030 i gennemsnit pr. år:
– Nogle virksomheder så ind i en tidobling af deres dækningsafgift, men aftalen betyder, at de nu får et sikkerhedsnet. Uden aftalen ville konsekvensen for mange virksomheder med al sandsynlighed være konkurs, så stor ros til forligskredsen for den del, siger han, men tilføjer også, at aftalen er et skridt på vejen, da den stadig kommer til at ramme hårdt:
– En årlig stigning på 10 % er kun en løsning på kort sigt, for den vil i det lange løb kunne mærkes rigtig hårdt i de områder, hvor ejendomsvurderingerne er steget mest de seneste ti år.
Grundlæggende urimelig
Jakob Brandt opfordrer derfor både kommunerne og politikerne på Christiansborg til at sikre, at dækningsafgiften udfases indenfor en kortere årrække:
– Dækningsafgiften er grundlæggende helt urimelig og bør helt udfases, som det allerede er sket i en lang række kommuner. De fysiske rammer er for mange virksomheder en forudsætning for at kunne drive forretning, så det er uretfærdigt at pålægge dem en ekstra afgift oven i de øvrige ejendomsskatter.
Stadig ulogiske forskydninger
Hos brancheorganisationen EjendomDanmark glæder man sig også over, at der nu fra politisk side er blevet lyttet til bekymringerne på branchens vegne:
– Det sikrer en mere skånsom overgang til det nye ejendomsskattesystem, hvor der var virksomheder, der kunne se frem til ekstreme stigninger med en uigennemtænkt efterregulering, siger adm. direktør Peter Stenholm og betegner løsningen som forsinket rettidig omhu:
– Dette skridt beskytter mod noget af systemets vilkårlighed, men der kommer stadig til at ske en forskydning af skattebyrden mellem virksomhederne, som ikke nødvendigvis er bundet op på objektive og logiske kriterier, siger Peter Stenholm.