Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg har modtaget en henvendelse fra Siolit A/S, der peger på en række faktorer omkring risikoen for oversvømmelser, stormflod og skybrudsskader.
Stormfloden Bodil har medført meget omfattende skader i mange områder langs specielt Roskilde Fjord – både på erhvervsejendomme, boliger og sommerhuse. Mange af disse er ifølge direktør Christian Jensen fra Siolit opført med ventilerede krybekældre og en sokkelhøjde under 150 milimeter:
– Mange af byggerierne, der er ramt, er beliggende på tidligere havnerelaterede arealer og er derfor ganske sårbare ved højvande og stormflod. En større del af de ramte bygninger er opført i lavninger, endda lavninger der er myndighederne bekendt, uden niveauforskel på gulv og omliggende terræn, forklarer Christian Jensen.
Gode råd
Han noterer, at Siolit rådgiver skadede kunder om deres muligheder for leve op til stormflodslovgivningens krav, og han stiller blandt andet spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at genopføre bygninger med ventileret gulvkonstruktion, udført som let trækonstruktion.
– Efter vores opfattelse er det et alvorligt svigt i kvalitetssikringen hos rådgivere og kommunale byggesagsbehandlere i forbindelse med byggeprojekter. Man tilsidesætter konsekvent bygningsreglementets kapitel 4.6 krav under henvisning til, at man skal skabe niveaufri adgang. Netop denne manglende opfyldelse vil fremover i relation til ekstreme vejrhændelser medføre et stærkt stigende antal oversvømmelsesskader med tab af værdier, arbejdspladser og menneskeliv til følge, oplyser Christian Jensen, der også er ejer af virksomheden.
Billigt at forsikre
Han afviser i øvrigt, at det bliver for dyrt at sikre stormflodsramte bygninger gennem et generelt forsikringstillæg på alle brandforsikringer:
– Det kan gøres for omkring 18 kroner pr. brandforsikring, så det er i sidste ende et spørgsmål om, hvor solidarisk, vi skal hæfte for den slags ulykker. Det kan kombineres med en selvrisiko, så de enkelte bygningsejere har et incitament til at sikre deres bygninger i rimeligt omfang. Det kan i øvrigt ifølge tyske erfaringer lade sig gøre at forsikre en ejendom mod disse former for vandskader for omkring 3000 kroner årligt ved en ejendom på 140 kvadratmeter, slutter Christian Jensen