Sampension erhverver ny boligejendom med 154 lejeboliger

Med købet af boligejendommen Marthahus styrker pensionsselskabet sin portefølje med 154 nye lejeboliger i et DGNB Guld-certificeret byområde. Ejendomsinvestering er selskabets største i år.
Marthahus. Foto: Jens Lindhe

Pensionsselskabet Sampension har netop gennemført sin hidtil største ejendomsinvestering i år med købet af den nyopførte boligejendom Marthahus i Københavns Ørestad. Købet løber op i over 500 mio. kr. og udvider selskabets portefølje af kvalitetsejendomme i hovedstaden.

Ejendommen er opført af Bellakvarter A/S, der er ejet af Sampension og AkademikerPension. Den rummer 154 lejeboliger fordelt på i alt 12.292 kvm og ligger centralt placeret i det nye Bellakvarter ved Bella Center og metrostation.

Læs også

Stor støtte til Ørestadsprojektet Byens Scene

– Det er meget glædeligt, at vi med vores hidtil største ejendomsinvestering i år nu kan føje Marthahus til vores portefølje af velbeliggende boligejendomme. Der er tale om en nyopført kvalitetsejendom, som vi kender rigtigt godt, og som ligger i et attraktivt område, hvor der er høj lejerefterspørgsel, siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.

Til gavn for klima og miljø

Ejendommen er DGNB Guld-certificeret og dermed en del af det første byområde i Danmark med en samlet DGNB Guld-certificering. Det er i tråd med Sampensions strategi om at integrere bæredygtighed i sine ejendomsinvesteringer.

Læs også

Hensyn til naturen giver landets første DGNB Guld til byområde

– Som det gælder for hele Bellakvarter, er der også i denne ejendom et betydeligt fokus på bæredygtighed, hvilket er noget, vi prioriterer højt. For som ansvarlig investor er det vigtigt for os, at vores investeringer generelt arbejder til gavn for klimaet og miljøet. Samtidig bidrager optimering af bæredygtighedscertificeringen for vores nybyggede ejendomme efter vores opfattelse til at skabe de bedst mulige afkast over tid, siger Torbjørn Lange.

Nye etaper på vej

Bellakvarter udvikles af Solstra Development i samarbejde med Cobe og Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Marthahus er tegnet af Praksis Arkitekter, mens V8 Construction har været totalentreprenør.

– Vi er stolte af Marthahus, der med sin centrale placering foran metro og butikstorvet er blevet rigtig godt modtaget af beboerne i kvarteret. Det giver en ekstra god fornemmelse, når eksisterende investorer er så glade for byggeriet, at de køber det til egen balance. Det bekræfter os i, at vi gør det rigtige, siger Mette Kapsch, direktør i Solstra Development.

Læs også

Pensionsbranchen foreslår 7 superhavne til 35 milliarder

Solstra forventer inden længe at opføre yderligere boliger i den nordlige del af Bellakvarter.

Relateret indhold