Fem borgmestre fra den københavnske vestegn har rettet henvendelse til Folketingets Transport- og Bygningsudvalg for at presse på for en Ring5-syd fra Køge til Frederikssundsmotorvejen.
Baggrunden er en høring på Christiansborg den 9. juni om perspektiverne i en Ring5-motorvej og en eventuel ophævelse af den transportkorridor, der virker hæmmende på såvel erhvervs- som boligudbygning fra Helsingør i nord til Køge i syd.
De fem borgmestre opfordrer Folketinget til at fremme analysearbejdet for etablering af en Ring5-syd-løsning, da der er tiltagende trængselsudfordringer for den tværgående trafik i Hovedstadsområdet.
Delte meninger
Desuden viser Vejdirektoratets seneste analyser af samfundsmæssigt afkast af en Ring5-syd-løsning ifølge de fem borgmestre, at en analyse eller VVM-redegørelse bør være nært forestående.
– Eventuelt i en form, hvor analysearbejdet opdeles i to adskilte initiativer for henholdsvis Ring5-syd og spørgsmålet om arealreservationer i den nordlige del af transportkorridoren, skriver borgmestrene fra Høje-Taastrup, Ballerup, Ishøj, Køge og Vallensbæk.
En række andre borgmestre i blandt andet Greve og Solrød har derimod tidligere forsøgt at få regeringen til at tage planerne om en Ring5 af bordet og dermed også arealreservationerne, der ligger i vejen for kommunernes udvikling.
Afventer
Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt har tidligere skrevet til Transport- og Bygningsudvalget, at hvis der skal ske ændringer i forhold til transportkorridorerne, skal det ske i forbindelse med en revision af Fingerplan 2013, hvori arealreservationerne er udlagt.