Regeringens udspil om lavere arveafgift er et ”skridt i den rigtige retning”

Hos SMVdanmark og Dansk Håndværk glæder man sig over udsigten til en lavere arveafgift, men begge kommer også med bud på forbedringer.
To mænd med gule hatte står foroverbøjet og kigger på et stykke papir.
Trods ros bør regeringen også se på en forbedring af bundfradraget, mener Dansk Håndværk. Foto: Gettyimages.

Regeringen har netop præsenteret et udspil, der lægger op til, at arveafgiften sænkes fra 15 til 10 % ved generationsskifte i virksomheder. Desuden skal indføres en ny model for beskatningen for overdragelse af virksomheder.

Desuden skal virksomhedsejere have mulighed for at vælge en såkaldt skematisk værdiansættelse af deres virksomhed ifm. generationsskifte.

Det får bl.a. betydning for landets små og mellemstore virksomheder, hvor langt de fleste er familieejede, og hos SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, modtager udspillet ros.

Læs også

Byggeriet er tilbage på sporet: 2024 kan blive rekordår  

– Skat på at lade sin virksomhed gå i arv er en grundlæggende unfair dobbeltbeskatning af familieejede virksomheder, der gør det urimelig svært at gennemføre et generationsskifte i danske SMV’er, siger adm. direktør Jakob Brandt.

– Derfor er det virkelig positivt, at regeringen vil sætte taksten ned, og samtidig vil muligheden for at vælge skematisk værdiansættelse også gøre det lettere og mere forudsigeligt at overdrage sine virksomhed. Det er klare skridt i den rigtige retning for familieejede virksomheder i hele Danmark og dermed også for dansk økonomi og danske jobs, tilføjer han.

Bør udfase al erhvervsstøtte

I udspillet lyder, at en del af finansieringen skal hentes gennem sanering i diverse erhvervsstøtteordninger, og også den del får en positiv modtagelse hos SMVdanmark:

– I princippet bør vi udfase al erhvervsstøtte. Det er en ineffektiv og bureaukratisk måde at administrere skattekroner på. Vi vil meget hellere have gode, generelle rammevilkår end politisk dikterede støtteordninger og puljer. Det giver os en mere lige og fair konkurrence, som gør alle bedre, siger Jakob Brandt.

Hvad med bundfradraget?

Hos Dansk Håndværk glæder direktør Morten Frihagen sig over udsigten til, at afgiften ved generationsskifte sænkes med 5 %, men derudover mener han, at udspillet er uden væsentlig forbedring af bundfradraget, som ville betyde, at langt flere små og mellemstore virksomheder kunne videreføres af næste generation:

– Bundfradraget blev sidst reguleret i den politiske skatteaftale fra december, men her var der stort set blot tale om en pristalsregulering, siger Morten Frihagen.

Læs også

Byggeriet i Europa går bedre tider i møde – særligt i Skandinavien

Direktøren håber, at de kommende forhandlinger vil føre til, at en del af de 1,8 mia. kroner i udspillet afsættes til et særligt bundfradrag for virksomheder ved arv eller generationsskifte:

– Helt konkret foreslår vi, at man først skal betale skat af den virksomhedsværdi, der overstiger 5 mio. kroner, når man generationsskifter. For mindre virksomheder vil det betyde, at langt flere kan overleve til næste generation.

Direktøren understreger, at fradraget kun skal gælde reelt aktive virksomheder og påpeger, at omgåelser kan forhindres ved f.eks. at kræve, at virksomheden har betalt moms de seneste fem år.

Rabat kommer primært de store til gavn

Som en del af udspillet vil regeringen tilmed gøre forsknings- og udviklingsfradraget, det såkaldte FoU-fradrag, permanent på 120 %.

Til det siger Jakob Brandt:

– FoU-fradraget er en skatterabat, som helt primært er kommet de store virksomheder til gavn, Vi håber, at regeringen og andre partier bag en kommende aftale vil se på, hvordan fradraget i højere grad også kan bidrage til forsknings- og udviklingsaktiviteter i de mindre danske virksomheder.

Relateret indhold