Realdania fortsætter i internationalt klimanetværk

Med en ny bevilling til det internationale bynetværk C40 fortsætter Realdania sit arbejde for at styrke verdens byers og danske kommuners kamp mod klimaforandringer gennem bæredygtig byudvikling.
Realdania fortsætter sit engagement i bynetværket C40. Her ses adm. direktør Jesper Nygård til C40 Mayors Summit 2016. Foto: Realdania.
Realdania fortsætter sit engagement i bynetværket C40. Her ses adm. direktør Jesper Nygård til C40 Mayors Summit 2016. Foto: Realdania.

Realdania fortsætter sit arbejde mod klimaforandringerne som en del af det internationale bynetværk C40. Sammen med amerikanske Bloomberg Philanthropies og britiske The Children’s Investment Fund Foundation har Realdania været en af C40’s hovedstøtter siden 2013. En periode, hvor det er blevet stadig tydeligere, at byerne er centrale aktører i kampen mod klimaforandringer, og hvor C40 har vist sig at være et bynetværk med international gennemslagskraft.

C40 indsamler og deler viden om bæredygtige byløsninger globalt. På den måde kan gode erfaringer fra klimavenlige projekter på den ene side af kloden blive til konkret inspiration for byer på den anden side. Så længe det bidrager til at reducere byernes ressourceforbrug og udledningen af drivhusgasser, handler det om byudvikling i bredeste forstand: Bolig- og anlægsbyggeri, trafik og affaldshåndtering.

Realdania støtter stort set kun projekter i Danmark, men klimaudfordringen er global. Og ifølge adm. direktør Jesper Nygård har Danmark meget at byde på internationalt, når det handler om bæredygtig byudvikling.

Inspirerende byer

– Tag byer som København og Sønderborg. Her kommer hundredvis af udenlandske delegationer hvert år for at blive inspireret af de mange bæredygtige løsninger og arbejdet for at reducere i byernes udledningsgasser. Den internationale opmærksomhed på Danmark er et stort plus for danske byer og virksomheder – og for klimaet globalt set. Fordi vores viden, erfaring og produkter er en del af det puslespil, som skal sikre en global grøn omstilling, siger Jesper Nygård.

C40-netværket vil de kommende år sætte kraftigt fokus på, hvordan vi når målet i klimaftalen fra Paris om at begrænse den globale temperaturstigning til kun 1,5 grader celsius. I den forbindelse har C40 gennemført en banebrydende undersøgelse, der viser byernes centrale rolle i at nå målet – en undersøgelse, der dog samtidig påviser nødvendigheden af, at byerne handler allerede nu, hvis målet skal nås.

Stort netværk

I dag består C40-netværket af 90 af verdens største og de mest innovative byer. Målt på antal indbyggere udgør medlemsbyerne over 650 mio. mennesker, og 25 procent af verdens bruttonationalprodukt. København er medlem af C40 som ‘innovating city’ og er repræsentant i C40’s styregruppe for netværkets innovationsbyer. Derudover er København også leder af C40’s arbejdsgruppe for grøn vækst, Green Growth Network.

Realdania har som en særlig opgave at sikre, at den viden, der opsamles i C40-netværket, bliver gjort tilgængelig for danske kommuner og virksomheder. Blandt andet gennem Compact of Mayors-initiativet, hvor kommunerne får hjælp og inspiration til, hvordan man reducerer udslip af drivhusgasser, og gennem City Solutions Platformen, hvor innovative danske virksomheder får mulighed for at samarbejde med C40-byerne om at løse byernes udfordringer.

Som led i at forankre C40’s arbejde yderligere i Realdanias filantropiske arbejde i Danmark overtager filantropidirektør Anne Skovbro Realdanias post i C40’s bestyrelse efter Jesper Nygård pr. 1. marts 2017.

Relateret indhold